Daredevil er den første TV-serie i Marvels Netflix-univers, en mindre og forholdsvis isoleret del af deres filmunivers, som i dag tæller fem soloserier og en enkelt crossover-serie. Han blev skabt af Stan Lee og Bill Everett i 1964, men TV-serien har især hentet inspiration i Frank Millers The Man Without Fear, en oprindelseshistorie på fem bind fra 1993.
Handlingen følger Matt Murdock, en ung mand, forsvarsadvokat om dagen og selvtægtsmand om natten, der kæmper med en ekstrem retfærdighedssans efter sin faders død og katolsk skyldfølelse over de handlinger, som retfærdighedssansen driver ham til. Det opsummeres bedst af et citat fra skriftestolen: “I’m not seeking penance for what I have done, father. I am asking forgiveness … for what I am about to do.”
Djævelsk vovehals
Dobbeltlivet, den dobbelte identitet og de udfordringer, der følger med, er kernen i de fleste superheltefortællinger, men det har altid været et fascinerende tvist, at Daredevil – også kaldet “The Devil of Hell’s Kitchen” – er katolik. Det sætter hans alter ego – som også har en dobbelt betydning, da en “daredevil” samtidig er det, vi på dansk kalder en vovehals – og placeringen for hans superheltegerninger, bydelen i New York, hvis navn bogstaveligt talt er en klar og utvetydig reference til djævelens egen residens, i et spændende perspektiv.
Charlie Cox som Matt Murdock a.k.a. Daredevil.
Forfatterne bag TV-serien formidler det på fornem vis til skærmen, naturligvis med uvurderlig hjælp fra producerer, instruktører og en fremragende rolleliste af dygtige og særdeles velcastede skuespillere. Den eneste, jeg kæmper en anelse med – selvom han får ros mange andre steder – er Vincent D’Onofrio, der spiller gangsterbossen Wilson Fisk. Jeg synes, han er lidt for teatralsk, og hans stemme minder mig om Christian Bales Batman-stemme. Ikke helt så voldsom, men den virker stadig påtaget, synes jeg.
Fisk er en gennemgående karakter i alle tre sæsoner, og “the main baddie” – hovedskurken – men han flankeres af andre skurke, forbryderorganisationer og anti-helte, så jeg har lært at leve med ham, og det meste af tiden er han okay. Det er kun i enkelte situationer, han overspiller, så jeg vil ikke sige, han trækker hele TV-serien ned. Slet ikke.
Marvel-universets fodsoldater
Jeg har været ustyrligt glad for Daredevil. Det er en TV-serie på et rigtigt højt niveau, især i forhold til resten af superheltegenren, men også i forhold til det øvrige udbud af krimi- og dramaserier. Netflix er hjemsted for Marvel-universets fodsoldater og foregår helt nede i skyttegravene i New Yorks gader, hvor de kæmper mod jordnære problemer som korruption og kriminalitet. Jeg vil ikke sige, det er mindre spektakulært, men det er superhelteaction med et ekstra lag autenticitet, og jeg elsker det.
Vincent D’Onofrio som Wilson Fisk a.k.a. Kingpin.
Jeg har netop set tredje sæson. Indtil nu var anden sæson min favorit, ikke mindst fordi Daredevil på det tidspunkt var etableret som djævelen i Helvedes køkken, og handlingen kunne fortsætte med nye, spændende introduktioner af velkendte tegneseriekarakterer, Elektra og Punisher. Deres tilføjelse var den særlige ingrediens, der hævede niveauet betydeligt fra et allerede højt udgangspunkt.
Men tredje sæson er endnu bedre. Jeg er frygtindgydende godt tilfreds. Jeg havde intet læst, før jeg så den, og jeg fik masser af gode overraskelser og uventede drejninger. Dramaet er stadig velskrevet og velfortalt, og historien udfolder sig på blændende vis. Du kan naturligvis gætte mange af overraskelserne, men ikke for tidligt, og leveringen er stadig perfekt.
Der er også endnu en stor introduktion af en velkendt tegneseriekarakter, og jeg vil ikke afsløre hvem. Måske kan du gætte det allerede, hvis du kender tegneserierne. Jeg gættede det hurtigt, da han dukkede op på skærmen. Men han er endnu ikke blevet til den karakter, vi kender, og hans fortælling er en fascinerende del af den samlede pakke, som jeg ikke vil spolere, men give dig chancen for at nyde.
Imponerende stuntarbejde
Tredje sæson byder også på nogle af de mest velkoreograferede og underholdende slagsmål. Der er flere lange one-take-scener, som minder mig om Atomic Blonde, Charlize Therons spionfilm instrueret af stuntmanden David Leitch. Jeg er imponeret over det veludførte håndværk og de udfordringer, der ligger i one-takes, både stuntarbejdet, men også den kreative kameraføring. Arbejdet stiller også store krav til skuespillerne, for man kan ikke bare erstatte dem med stuntmænd og fikse det i klipperummet.
Jeg skal tilføje, at Daredevil i tredje sæson kæmper med skader fra tidligere, så han er ikke helt den overlegne superkæmper, vi er vant til, og hvis man er til vilde kung fu-moves, bliver man muligvis skuffet. På det punkt er kampene mere brawler-agtige, men jeg synes, det øger realismen og intensiteten og dermed også underholdningen.
Som du måske har læst, har jeg ikke været helt tilfreds med de nye sæsoner i de andre Marvel-serier på Netflix, men jeg er glad for at opdage, at Daredevil bliver bedre og bedre.
