Ewan McGregor som Danny Torrance.
Doctor Sleep er en gyser fra 2019 instrueret af Mike Flanagan, hvis øvrige værker tæller Gerald’s Game. Begge film er baseret på bøger af Stephen King. Denne er ovenikøbet en efternøler til The Shining.
Danny Torrance, den lille dreng i originalen, er blevet en voksen mand. Han plages af sine dæmoner, sin fortid og alt det, han har oplevet pga. sine evner. Han lever som en nomade og ender i en lille by, hvor en venlig sjæl tilbyder en hjælpende hånd.
Imens er en sigøjner-agtig gruppe med lignende evner på para-kannibalistisk børnerov. Deres veje krydser Dannys, da en ung pige, han “skinner” med, kommer på sporet af gruppens morderiske færd og får brug for hans unikke hjælp.
Som du måske ved, var Stephen King aldrig vild med Stanley Kubricks filmatisering, og i 90’erne var han direkte involveret i tilblivelsen af en miniserie. Alligevel er dette en efterfølger til Kubricks film. Det ser man tydeligt i filmens flashbacks og i castingen af både Danny og moderen Wendy anno 1980.
Monstre – og mennesker
Med al ære og respekt for King har instruktøren truffet det rette valg. Kubricks film er fremragende, og det er alles foretrukne version. Doktor Søvn fungerer rigtigt godt som en efterfølger til den, og Kubricks æstetik skaber øjeblikkeligt den rette stemning.
Men det er ikke bare en uhyggelig film. Det er også en smuk og rørende og på sin vis livsbekræftende film. Lige som The Shawshank Redemption og The Green Mile, er den et skinnende eksempel på Kings alsidige forfatterskab. At han ikke bare skriver om monstre, men også om mennesker.
Jeg er vild med King og voksede op med både bøgerne og de gamle film. Jeg har ganske vist ikke fået læst denne forinden, men filmen er i hvert fald en fortælling i hans ånd. Et godt bud på Dannys videre liv, og en god afslutning på hans udestående med Overlook-hotellet.
Den er ganske vist lang. Director’s Cut runder tre timer. Men den er opdelt i 6 kapitler og føles mere som en miniserie end en film. Jeg var opslugt fra start til slut. Den er meget litterær, kan man sige, og den er virkelig god.
