Don’t Tell Mom the Babysitter’s Dead

Don’t Tell Mom the Babysitter’s Dead, også kendt på dansk som Hurra! Babysitteren er død, er en komedie fra 1991 instrueret af Stephen Herek. Han er manden bag bl.a. Bill & Ted’s Excellent Adventure.

Christina Applegate, bedst kendt som teenage-datteren Kelly i Married… with Children, spiller teenage-datteren Sue Ellen i denne lille film, hvor hun og fire søskende må klare sig selv, da deres babysitter tager sin allersidste lur.

Det fører ikke til en vild nat a la Adventures in Babysitting. Børnenes mor er nemlig bortrejst i to måneder, og da børnene gerne vil nyde friheden, skal de klare sig selv. Men de mangler penge, og Sue Ellen må være den voksne.

Hun vælger ikke en løsning a la Risky Business, hvor Tom Cruise allierer sig med en prostitueret og forvandler sit hjem til et bordel. Næ, Sue Ellen går mere traditionelt til værks og søger job i modebranchen.

Det er nemlig en såkaldt coming-of-age-film, og temaet er Sue Ellens snublende forsøg på at håndtere voksenlivet. Som mange andre teenage-karakterer før hende, har hun alt for travlt med at komme videre i livet.

Plottet vækker minder om både Big og The Secret of My Success. Sue Ellen har fundet en genvej på karrierestigen, men mangler færdigheder og erfaring. Opgaverne er umulige, og intrigerne lige så.

Det gør det ikke nemmere, at hun samtidig dater en sød fyr, hun mødte, da hun flippede burgere en enkelt dag, før hun opgav midt i opvasken. Han er nemlig lillebror til en rival på kontoret, som bare mangler trumfkortet.

Det er en fin, lille film med masser af forviklinger, situationskomik og sød, ungdommelig romantik. Applegate er god, og den har opnået en vis kultstatus. Fortjent.

I skrivende stund kan du se den på Max.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.