Frank Langella som den grumme vampyrgreve.
Dracula er en af filmhistoriens mest filmatiserede karakterer. Denne version fra 1979 er min femte anmeldelse af den gamle filmskurk. Som de fleste andre er den baseret på Bram Stokers roman, og lige som 1931-filmatiseringen henter den inspiration i det gamle teaterstykke fra 1924.
Filmen begynder på havet, hvor mandskabet ombord Demeter forsøger at kaste en kiste fra Transsylvanien overbord. Det lykkes ikke, og da skibet rammer Englands kyst, er alle døde. Undtagen skibets passager, grev Dracula.
Den springer således over indledningen i Transsylvanien, hvor den gæstfri greve i bogen og andre filmatiseringer byder Jonathan Harker velkommen for at afslutte købet af ejendomme i England og forberede sin flytning.
Nattens musik er sød musik
Det giver god tid til handlingen i England, hvor Dracula vanen tro gnasker i de unge, smukke kvinder, mens det øvrige persongalleri, heriblandt dr. Abraham van Helsing, forsøger at opklare de mystiske sygdomsforløb, der følger efter grevens midnatssnackeri.
Den skarpe og kyndige Dracula-fan vil bemærke en smule navneforvirring og nye relationer. Det er bedst at glemme originalen og tage dem, som de er i denne omgang.
Det er alt sammen positivt. Dette er min femte Dracula-anmeldelse, og det er rart, at de ikke ligner hinanden for meget. Udover små detaljer her og der samt et udvidet forløb i England, har de også skruet op for romantikken og Dracula som en mere tragisk og mindre skurkagtig skabning.
Imponerende effekter
Den gode historie suppleres af fremragende håndværk. Det er en flot film med imponerende visuelle effekter. Ikke store wauv-øjeblikke som i moderne film, men mange små hvordan-i-alverden-har-de-lavet-det-dengang-scener. Plus en storslået scenografi og en lækker, dyster tone og farvepalet.
Frank Langella er god, men han er ikke perfekt, synes jeg. Han passer godt til det, de vil med karakteren i de romantiske scener. Han har charmen og en udstråling, der matcher. Men man savner en mørkere side. En scene eller to, hvor monstret viser tænder.
Det er en rigtig god film under alle omstændigheder, og der er masser af spænding og uhygge udover romantikken.
