Due Date er en komedie fra 2011 skrevet og instrueret af Todd Phillips, manden bag bl.a. Road Trip, Starsky & Hutch og The Hangover.
Peter (Robert Downey Jr.) er på vej hjem til sin højgravide kone i Los Angeles. I lufthavnen møder han Ethan (Zach Galifianakis), der er på vej til Hollywood for at gøre karriere som skuespiller. Ved et bizart uheld bliver de begge smidt af flyet, men så lejer Ethan en udlejningsbil og tilbyder Peter et lift.
Due Date følger en god, gammeldags komedie-opskrift. Robert og Zach er et klassisk umage par, og historien er uden tvivl inspireret af Planes, Trains and Automobiles med Steve Martin og John Candy. Dermed er den er ikke vildt original, men den er alligevel rigtig god.
Den er sjov og uforudsigelig. Robert og Zach hører naturligt hjemme i roller, der må være skrevet til netop dem. Den er samtidig tilpas rørende og dybsindig, som en god komedie og familiefilm kan og bør være.