Escape from L.A. er en post-apokalyptisk actionthriller fra 1996 co-skrevet (sammen med Debra Hill og Kurt Russell) og instrueret af John Carpenter. Det er efternøleren til Escape from New York fra 1981.
Handlingen foregår i 2013. USA er en moralsk højborg, og L.A. er en løsrevet ø efter et voldsomt jordskælv, der oversvømmede San Fernando Valley. På øen bor alle, som vurderes uværdige. Samfundets afskum.
Da præsidentens datter radikaliseres, hijacker et fly og stikker af til L.A. med en mystisk, sort boks, rekrutterer de Snake Plissken, fordi han har erfaringer med den slags. Modvilligt og med giftig overtalelse naturligvis.
Med andre ord: Et nyt år. En ny by. En ny præsident. Men intet har ændret sig.
Genbrug med glimt i øjet
Det lyder muligvis som det sædvanlige genbrug af samme opskrift, og det er det teknisk set også. Men jeg fornemmer, det er gjort med et glimt i øjet for på satirisk vis at tage pis på den type efterfølgere.
Det er faktisk ikke en billig film. Et budget på 50 mio. dollars i 1996 ville svare til næsten 100 mio. i dag. Hvilket naturligvis kun er det halve af de største blockbustere. Men det er stadig en hulens masse penge.
Til sammenligning havde Mortal Kombat fra 1995 et budget på kun 20 mio.
Derfor er det overraskende, at de anvender billig, utroværdig CGI til f.eks. helikoptere samt bugten og muren omkring L.A. m.m. Men jeg mistænker, det kan være med vilje for at give den samme look som forgængeren, hvor de også brugte billig CGI.
Storfloppende kultfilm
Den storfloppede, og det er ikke overraskende. Ud over billige effekter, genbrugte plottråde, utallige klichéer, dårligt skuespil og vanvittige påfund som f.eks. en surftur gennem L.A., er den 10 år for sent ude.
Den kæmpede jo mod en ny tids actionfilm som f.eks. Desperado, Face/Off, The Rock og Con Air. Carpenter sad fast i 80’erne.
Men den blev en kultfilm med tiden, og det er heller ikke overraskende. Den er nemlig så dårlig, den er god. Jeg mistænker som nævnt, det er med vilje. Carpenter har før satiriseret actiongenren i bl.a. They Live.
Den er underholdende, og Kurt Russell er kodylt sej som denne über-tavse, læderklædte machomand. Alle spiller deres stereotype roller med en sådan alvor, det kun kan være for sjov. Det er dårligt, fordi det skal være dårligt.