Supermodellen Cindy Crawford i en af sine få filmroller.
Fair Game er en actionthriller fra 1995 med William Baldwin og supermodellen Cindy Crawford. Den er løst baseret på samme roman, A Running Duck, som Stallone-filmen Cobra fra 1986.
De to film er meget forskellige, og man gætter det ikke, hvis man ikke ved det. Den eneste fællesnævner er de to hovedpersoner, i begge film en langbenet, veldrejet kvinde, som skurkagtige typer vil til livs, og den barske politimand, der forsøger at redde hende – og falder for hende, naturligvis.
Crawford er advokat og bliver uforvarende målet for en forbryderbande af tidligere KGB-agenter, da hun i en skilsmissesag begærer et fragtskib udleveret for at lægge pres på ejeren, som er bagud med sit hustrubidrag. Fragtskibet er nemlig centrum for bandens lyssky affærer, og i stedet for at forhale sagen eller gøre sig færdige, kaster de sig ud i en ihærdig menneskejagt for at eliminere hende.
Storflop
Med al ære, respekt og andre følelser for Brigitte Nielsen, er hun ingen Cindy Crawford. På det punkt scorer Fair Game lidt bedre. Til gengæld er Baldwin ingen Sylvester Stallone. Hans rolle minder også mere om John McClane end Marion Cobretti, men Baldwin er heller ingen Bruce Willis. Han er snarere actiongenrens Peter André, hvis du kender den 90’er-reference.
Filmen storfloppede. Den indtjente sølle 11,5 mio. dollars, og på Rotten Tomatoes er der kun registreret 12 procent positive anmeldelser. Den blev også nomineret til tre Razzies i kategorierne Worst Actress, Worst New Star og Worst Screen Couple, men den tabte alle tre til Showgirls.
Det er især Crawfords præstation, der står for skud. Det er måske ikke underligt, da hun er supermodel og derfor et nemt offer. Men hun er faktisk ikke så slem endda. Jeg har bestemt set værre præstationer fra rigtige skuespillere.
Problemet er snarere, det på alle punkter er en dum actionfilm med et fjollet plot. Det er jo ikke sådan, at Baldwin og de andre velkendte ansigter overstråler Crawford. Hendes niveau er i tråd med filmens niveau.
Men fordi det ikke er en Stallone-film eller lignende, hvor alle genrens klicheer hører naturligt hjemme, har folk formentlig forventet mere.
Fjollet, underholdende actionfilm
Jeg husker ikke, hvad jeg syntes dengang. Men jeg hyggede mig med aftenens gensyn. Skide være med niveauet. Når man ved det allerede, kan man omfavne den som en fjollet actionfilm. Det er først og fremmest en tempofyldt menneskejagt med masser af underholdende biljagter og skuddueller.
Crawford er yndig, og hun slår endda en proper næve. Der er også lidt af hvert til husarerne, og en bar manderøv til damerne.
Der er gode gensyn med kendte, folkekære ansigter. Steven Berkoff er som altid en led russer, og Salma Hayek dukker op i en lille rolle som en hidsig ekskæreste.
Jeg ved ærligt talt ikke, hvorfor jeg skal hade den, når det er helt i orden og næsten forventet, at jeg elsker utallige, elendige B-film. Ja, det er på papiret en A-film, der floppede fælt. Men jeg morede mig.
