Anne Francis, Leslie Nielsen, robotten “Robby” og resten af mandskabet.
Forbidden Planet, også kendt på dansk som Kampen på dødskloden, er en science fiction-thriller fra 1956 instrueret af Fred M. Wilcox, hvis filmografi tæller flere af de oprindelige Lassie-film fra 1940’erne.
Selveste Leslie Nielsen er en skrap, men retfærdig og, på sin egen mandlige facon, charmerende rumskibskaptajn i det 23. århundrede. Han er på en mission for at undersøge, hvad der er sket med en tidligere ekspedition til ukendt planet.
Det er en genreklassiker, og den regnes som en af 1950’ernes bedste science fiction-film. Den var banebrydende dengang, og den blev nomineret til en Oscar for Best Special Effects, men tabte til The Ten Commandments.
Siden er anerkendelsen kun blevet større og større. Den figurerer på adskillige toplister, og den scorer 97 procent på Rotten Tomatoes. Den er blevet sammenlignet med Shakespeares Stormen (The Tempest) og regnes som en løs filmatisering deraf.
Charmerende alderstegn
Nogen vil sige, den ikke er ældet med ynde. Den ligner et produkt af sit eget årti. De har skabt en fremtidsvision, men de er præget af samtidens modeluner, eksisterende teknologi og fantasiens naturlige begrænsninger.
F.eks. bruger de gammeldags navigationskort i papirform, og deres historiske databaser ligner mikrofilm, som vi kender det fra bibliotekets arkiver over gamle tidsskrifter. De har ikke kunnet forestille sig den digitale teknologi.
Deres idé om et rumskib og dets besætning minder meget om datidens søfarende folk. Jeg morede mig f.eks. meget over at se en kabysdreng med forklæde og forestillede mig alle de kartofler, han netop havde skrællet.
Jeg elsker det. Gamle film må gerne se gamle ud. Det fortæller en masse om tiden, om filmhåndværkets udvikling, og det har sin egen charme. At kritisere gamle film, fordi de ser gamle ud, ville svare til at kritisere et antikt møbel, fordi det ikke ligner noget fra et IKEA-katalog. Det hører ingen stedet hjemme.
Jeg ved godt, det ikke er tænkt som en del af underholdningen, når alderstegnene stritter ud. Men jeg forbeholder mig retten til at nyde dem, lige som man f.eks. kan sætte pris på tidens tand indenfor andre områder.
Desuden er det stadig en flot film. Den er i farver, hvilket endnu ikke var givet på det tidspunkt, og de er knivskarpe. Kulisser, kostumer, planetens landskaber, teknologien, robotten “Robby” og effekterne er alle små kunstværker og solidt håndværk.
Psykologisk rumthriller
Plottet er science fiction, som vi kender det fra mange, mange senere film, serier, bøger og tegneserier. Det ukendte terræn, mysteriet om hvad der er sket på en tidligere ekspedition, mulighederne i ny teknologi og truslen fra et, i begyndelsen, uforklarligt fænomen.
Dertil kan man lægge et psykologisk aspekt, temaer om menneskets natur, eksistentialisme og – for sådan lige at runde plottet af med noget jordnært og lettere fordøjeligt for det brede publikum – god, gammeldags romantik.
Det er en helstøbt filmoplevelse. Det eneste lille kritikpunkt, jeg kan komme på, er at dialogen nu og da kan blive lidt tung. De kunne nok have udeladt eller justeret nogle af de lange forklaringer. Men det er kun et lille øf.
