Anthony Hopkins i sin glansrolle.
Hannibal er en thriller fra 2001 instrueret af Ridley Scott. Det er efterfølgeren til The Silence of the Lambs og kronologisk set den sidste film om kannibalen Hannibal, da både Red Dragon og Hannibal Rising er prequels.
Et årti er gået, og den berygtede doktor Lecter er stadig på fri fod. FBI-agenten Clarice Sterling, nu spillet af Julianne Moore, har travlt med andre opgaver. Fortiden indhenter hende, da rigmanden Mason Verger kræver et besøg.
Han er et af Hannibals tidligere ofre, skamferet, men i live og hævngerrig. Han har jagtet den smagfulde seriemorder på egen hånd og fundet nye spor. Han ser en fordel i at engagere Starling, selvom han har egne planer.
Det udvikler sig til en menneskejagt, hvor Hannibal hele tiden er et skridt foran. Men også et trekantsdrama, måske endda et regulært orgie, i hvert fald kortvarigt, hvor alle forsøger at mele egen kage, hvilket kun er til gavn for doktoren.
Dermed adskiller den sig fra de to første bøger skrevet af forfatteren Thomas Harris. Begge følger efterforskere på jagt efter hver sin aktuelle seriemorder, mens dr. Lecter er indespærret for mordene i sin fortid og fungerer som en konsulent.
Hannibal i spotlyset
Dette tredje kapital dropper den opskrift og sætter alt ind på den populære birollefigur, som stjal al opmærksomheden. Han er det nye omdrejningspunkt. Byttedyret i klapjagten, men snu som et helt rævekuld og mere til.
Da jeg så den første gang for mange år siden, var jeg ikke vild med dette kursskifte. Dels afviger den helt og aldeles fra opskriften i de forrige historier, men der er også mere politik og flere plottråde.
Det hjalp heller ikke, at jeg også dengang havde det sværere med filmatiseringen af The Silence of the Lambs. Især Anthony Hopkins’ portræt af den iskolde seriemorder.
I mellemtiden har jeg vænnet mig til Hopkins, jeg er blevet mere vild med Moore, og jeg sætter større pris på intelligente thrillere, hvor det ikke bare handler om mord og action hele tiden.
I det lys er Hannibal en fremragende film. Jeg forstår bedre Harris’ opfølgning på det usædvanlige forhold, der opstod mellem de to karakterer i forgængeren. Jeg sætter større pris på dramaet og den mere subtile spænding samt det psykologiske og politiske spil i mellem alle karakterne.
