Harry and the Hendersons er en komedie fra 1987 skrevet og instrueret af William Dear.
Han er manden bag bl.a. Teen Agent med Richard Grieco, og så er han den ene af tre instruktører udvalgt til antologi-filmen Amazing Stories. De to andre er selveste Steven Spielberg og Robert Zemeckis.
John Lithgow er familiefaderen George Henderson. På vej hjem fra en ferietur i de nordamerikanske skove kører han frontalt ind i en bigfoot. Det er en stor opdagelse, så han beslutter at tage den med hjem. Men det viser sig, den ikke er død alligevel.
Bigfoot’en er imponerende livagtig og udtryksfuld. Den spilles af Kevin Peter Hall, som også er manden inde i predator’en i de to første film. Men hans muligheder som skuespiller er yderst begrænsede i den store, behårede gummimaske.
Det er dukkemagerne, som styrer resten af det store ansigt, og resultatet er enestående. Ikke overraskende vandt filmen en Oscar for Best Makeup. Statuetten står hjemme hos Rick Baker, som også er manden bag effekterne i An American Werewolf in London.
Skøn familiefilm
Det er en skøn, sjov, sød og rørende familiefilm. Den lægger sig ganske vist i kølvandet på E.T., Short Circuit, Howard the Duck og andre 80’er-klassikere, hvor almindelige mennesker får uventede gæster. Men hver film har sine egne særpræg.
Lithgow er en fantastisk skuespiller. Han mestrer alt, både helte- og skurkeroller, komik og drama. Han er god som den følsomme familiefar, der har levet for længe i sin egen faders skygge. Dog er det et tema, som ikke får meget opmærksomhed.
Det skyldes naturligvis, at Harry, som de kalder ham, løber med al opmærksomheden. Han er filmens stjerne. Både på egen hånd og i selskab med sin nye familie. Han er en charmerende fyr, og sågar en kvindebedårer.
