Harry Potter and the Goblet of Fire, også kendt på dansk som Harry Potter og Flammernes Pokal, er den fjerde film i Harry Potter-serien baseret på J. K. Rowlings populære bøger. Den er instrueret af Mike Newell, hvis øvrige film er så forskellige som Fire bryllupper og en begravelse og Donnie Brasco.
Rowling ryster posen, og denne gang starter filmen med verdensmesterskaberne i Quidditch. Uheldigvis bliver turneringen angrebet af Dødsgardisterne, en kult af Voldemort-følgere. Harry genkender én af dem fra et tilbagevendende mareridt.
På Hogwarts begynder det 4. skoleår, og dette år er ganske særligt, da skolen er vært for Turneringen i Magisk Trekamp. De får besøg af elever fra to andre skoler, og Flammernes Pokal udvælger sædvanligvis én deltager fra hver skole.
En uventet finale
Turneringsplottet er en relativt stor, men ikke uvelkommen ændring i opskriften fra de første tre film. På den ene side giver det handlingen en ny struktur med indbyggede actionscener i form af turneringens runder og opgaver. Det giver dog færre uventede drejninger. På den anden side er det fint at ryste posen efter tre film.
Selvom filmen mister detektiv-elementet, hvor Harry, Ron og Hermione som regel går på opdagelse på egen hånd for at regne ud, hvad der foregår, og opsnuse den rigtige skurk, er der stadig et mysterium og et komplot. Forskellen er blot, denne gang er Harrys opgave at havne i det og undslippe, ikke at afdække det.
Det er samtidig den første film, der ikke ender et sted, hvor man kunne lukke og slukke, hvis publikum ikke gider mere. Du får en finale, der er mere som en smagsprøve på fremtiden. En slags begyndelse på en senere ende.
Mere teenage-drama
Jeg holder meget af det fantasifulde univers, og jeg nyder den fortælling og udvikling, der bugter sig hen over filmene. Det er lutter gode gensyn, og så snart man har set den ene, får man lyst til den næste. Filmene har alle et højt, højt bundniveau.
Forgængeren var en anelse bedre, men det er marginaler. Jeg kan lide alle de nye tilføjelser samt den uventede finale. Teenage-dramaet får et ekstra nøk, fordi børnene vokser og vokser. Der er et par irritationsmomenter i den del, især fordi det er momenter snarere end rigtige handlingsforløb. De bobler op og ebber ud igen fra scene til scene. De har formentlig fyldt mere i bogen.
I skrivende stund kan du se den på Max.
