Heist, opfindsomt oversat til Kuppet herhjemme, er en thriller fra 2001 skrevet og instrueret af David Manet. Han har blot få beskedne bedrifter som instruktør, men han har skrevet film som Postbudet ringer altid to gange, The Untouchables og mange andre.
Gene Hackman spiller en erfaren tyv. Under et kup bliver han pga. uheldige omstændigheder fanget på et overvågningskamera uden maske, og han planlægger derfor at stoppe. Men bossen (Danny DeVito) er ikke tilfreds og kræver ét mere kup.
Det er en kupfilm efter velkendte opskrifter, og flere af plottrådene følger samme spor som en anden film, jeg netop har set: The Score. Men det skyldes snarere genren, end de har skævet for meget til hinanden.
Manet forsøger at ryste posen samtidig, og lighederne stopper, når vi kommer til alle detaljerne i plottets udfoldelse, både de indbyrdes dramaer og selve kuppet. Således angriber de to film historien om ét sidste kup på meget forskellig vis.
Der er flere aktører og mange mere eller mindre uventede drejninger. Alle snører alle igen og igen. Det er en solid thriller, men slutningen er bittersød, og der taber den lidt af sin charme og genialitet. Men kun lidt.