Hot Shots! er en komedie fra 1991 instrueret af Jim Abrahams, der normalt udgør en filmmager-trio sammen med David og Jerry Zucker. Denne gang arbejder han solo.
Filmen er en parodi på Top Gun med Charlie Sheen i rollen som Topper Harley, en dygtig, dristig jagerpilot med alvorlige fader-problemer. Han kaldes tilbage i aktiv tjeneste og forelsker sig i flådens psykiater. I luften går det knap så godt. Han er stadig den bedste, men hver gang nogen nævner faderens navn, går han i baglås.
Det er en parodi i samme ånd som de mange film, Abrahams har lavet sammen med Zucker-brødrene, bl.a. Airplane! og The Naked Gun. Hver eneste scene og replik har fået et humoristisk tvist. En del er plat og dumt, men der er også mange guldkorn.
Den er ikke helt på højde med genrens bedste værker. Jeg placerer den på en hylde eller to under film som førnævnte Høj pistolføring og Mel Brooks’ Spaceballs.