Ang Lees Hulk er den første filmatisering af Marvels arrige superhelt til det store lærred. Forinden havde han huseret i en populær TV-serie og flere TV-film i 80’erne og 90’erne med Bill Bixby som Bruce Banner og Lou Ferrigno som det grønne monster.
Jeg har ikke set den siden biografen dengang, men jeg husker, at jeg var meget begejstret. Den nye bølge af superheltefilm var lige begyndt, og det var fedt at se endnu en klassisk tegneseriehelt i biografen for første gang.
I dag er det en af de mest udskældte film blandt fans – især Marvel-fans. Årsagen er de mange ændringer i oprindelseshistorien, og nogle af de mere kuriøse påfund, f.eks. Hulks kamp mod en Hulk-ificeret hundeflok.
Far og søn
Kort fortalt spiller Bruces far en væsentlig rolle i filmen. Han arbejder for militæret og eksperimenterer med DNA fra søstjerner og firben for at overføre deres regenererende egenskaber til mennesker. For at fremskynde sin forskning, bliver han sin egen forsøgskanin.
Senere bliver han far til Bruce, og drengens genetiske arvemasse blandes med de eksperimenter, han har udført på sig selv. Da Bruce selv bliver videnskabsmand som voksen, og et forsøg med gamma-stråling går galt, udløser strålingen faderens genetiske cocktail.
Faderen er ikke en del af den originale oprindelseshistorie i tegneserierne, men de skrev ham ind i Bruces baggrundshistorie i 1982. Han var en alkoholiseret, voldelig videnskabsmand, der mente, han havde arvet et monster-gen fra sin egen far og videreført det til sin søn. Der var bare ikke tale om et rigtigt gen som sådan, men hans egen alkoholisme og voldelige natur. Og i Bruces baggrundshistorie blev barndomstraumerne en del af forklaringen på hans indestængte vrede.
Man kan sige, at filmfolkene er løbet med ideen om et monster-gen fra faderen og har udviklet deres egen bogstavelige version.
Jeg er ikke typen, der bliver trist eller vred over ændringer. Jeg husker mange forskellige versioner af karaktererne fra min egen barndom, og ændringer kan være spændende og forfriskende. Det vigtigste er, at de fungerer i filmens historie.
Den grønne CGI-bamse i 2003.
Det er en god film. Handlingen er velskrevet og spændende. Det er forfriskende, at historien er ny og ukendt bortset fra enkelte detaljer her og der. Jeg blev grebet dengang, og det gjorde jeg også nu.
Inspireret af monsterfilm
Det er ikke en typisk superheltefilm, for Bruce er ikke en karakter, der trækker i en spraglet dragt og bekæmper superskurke. Han har mere til fælles med karakterer, der bliver et offer for en uønsket forvandling og andres forsøg på at udnytte den. Hulks historie henter masser af inspiration i gamle monsterfilm og -bøger.
Nej, det er ikke en gyser. Det er snarere en monsterfilm a la Guillermo del Toros The Shape of Water. Et drama og en tragisk kærlighedshistorie om en regerings skruppelløse ugerninger i national sikkerheds hellige navn.
Den undslipper ikke helt nogle tegneserieagtige fjollerier. F.eks. de førnævnte gamma-hunde, nogle syrede drømme og andre pudsige detaljer. Men det er en god film med masser af indhold.
Forældet CGI
Når han forvandler sig, er CGI’en ikke så god, som jeg husker den. Han ligner mere en tegnefilmskarakter end et ægte væsen. Til gengæld har filmen noget, jeg savnede i den næste film. Han er et kraftmonster, og når han bliver vredere, bliver han både større og stærkere. Han styrke er grænseløs.
Den er også klippet med billedrammer, der minder lidt om tegneserier. Altså ikke hele tiden, men her og der. Det fungerer godt.
CGI’en er til at leve med. Sådan var niveauet. Og det havde ikke fungeret med en skuespiller. Ikke mere. De fedeste Hulk-scener, hvor han kæmper med kampvogne og helikoptere havde ikke været lige så gode med en skuespiller.
Det var et godt gensyn. Dramaet fungerer stadig. Actionscenerne kan stadig underholde trods den forældede CGI. Rollelisten er perfekt. Den er meget bedre end sit rygte.
