Inside Job er en animeret komedieserie for voksne skabt til Netflix af Shion Takeuchi. Han har tidligere arbejdet på bl.a. Disenchantment og Gravity Falls samt Disney-filmene Monsters University og Inside Out.
Serien foregår i en verden, hvor alle konspirationsteorier er sande. Øglefolk, månelandingen, mordet på John F. Kennedy. Jeg er ikke stødt på dem alle endnu, men mon ikke de dukker op før eller siden.
Handlingen følger Reagan, en ung, ambitiøs, men socialt akavet mellemleder og opfinder i Cognito Inc., virksomheden, der faciliterer “deep state,” en kutteklædt skyggeregering, som manipulerer alting og styrer det hele.
Men seriens formål er ikke at omstyrte disse onde kræfter. Reagan er datter af virksomhedens medstifter, og hun vil hjertens gerne træde i sin fars fodspor. Hun er firmaets kvinde, ikke en undergravende oprørshelt.
Skør science fiction og grove løjer
Den følger sitcom-modellen. Hver uge byder på nye benspænd i hverdagens trædemølle, og alting vender tilbage til udgangspunktet, når opgaven er løst. Oftest skal de fikse et eller andet, de selv har fucket op.
Humoren er sort og satirisk. Den minder om Rick & Morty. Skør science fiction og grove, grænseløse løjer og lummerheder. Der er visse ligheder mellem Rick og Reagans far, men seriens præmis er vidt forskellig.
Den er rigtigt skæg. Hvis du elsker serier som Futurama, South Park og førnævnte Rick & Morty, vil du sandsynligvis hygge dig. Niveauet er endda tilsvarende højt. Det er dygtige folk, som ved, hvordan man skærer sådan en.
Du kan se den på Netflix.