Jessica Jones

Jessica Jones er titelfiguren i Marvels TV-serie af samme navn. Efter en kort karriere som superhelt, arbejder hun som privatdetektiv for at tjene til huslejen og den næste flaske whiskey. Hun har en dyster baggrundshistorie, indre dæmoner og et klædeskab fuld af skeletter, som hun forsøger at begrave i arbejde, druk og tilfældig sex. Men fortiden er ikke så nem at lægge i graven.

TV-serien er en del af Marvels filmunivers og tæt knyttet til de øvrige Marvel-serier på Netflix. Den introducerer karakterer som Luke Cage og Jeri Hogarth, og Jessica Jones er med på holdet i team-up-serien The Defenders. Men den har sin egen historie og kan ses uafhængigt af de andre.

Modstræbende heltinde

Den ligner ingen af de øvrige superhelteserier på TV. Ikke kun fordi Jessica Jones er en atypisk, modstræbende heltinde, men også fordi den behandler alvorlige emner som overfald, voldtægt og posttraumatisk stress uden at pakke dem ind.

Det er ikke bare oplevelser, man ryster af sig, så man er klar til næste slag mod en ny superskurk. De efterlader varige psykiske mén, og de spiller en vigtig rolle i handlingen, som først og fremmest er Jessicas personlige historie og kamp. Den bryder på alle måder med den traditionelle superhelteformular.

Der er nogen – og det er nok især de superheltefans, som forventer traditionel superhelteaction – der synes, den er langsom og kedelig. Jeg er helt uenig. Jeg synes, den er velskrevet og velfortalt. Det er en dramaserie, og selvom den også har superhelteelementer som overnaturlige kræfter, gale videnskabsmænd og hemmelige organisationer, er den autentisk og gribende.

Hårdt plagede Jessica og den grusomme Purple Man.

Jeg har netop set 2. sæson på Netflix. Hvis jeg skal sammenligne de to sæsoner, vil jeg sige, der er sket et dyk. David Tennant (Doctor Who, Broadchurch) var en fantastisk skurk i første sæson – og introduktionen af Luke Cage gav den også et ekstra pift.

Jeg vil anbefale første sæson, som alene fortjener ti hjerter. Du kan godt vælge at springe anden sæson over. Selvom historien fortsætter, får du en afslutning i første sæson. Den kan godt stå alene.

Anden sæson er årsagen til, at min samlede bedømmelse ikke holder sig på de nævnte ti hjerter. Desværre.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.