John Wick 3: Parabellum

John Wick 3: Parabellum er det tredje kapitel i sagaen om den hundeglade lejemorder spillet af Keanu Reeves.

John er på flugt fra hele organisationen efter at have brudt reglerne. Der er lejemordere overalt, og han må opsøge gamle venner og krydse brændte broer for at finde den mindste chance for overlevelse.

Halle Berry er tilbage i actiongenren, og hun er sejere end nogensinde. I X-Men-filmene kunne hun flyve og styre vejret. Fedt nok, men effektfolkene gjorde al arbejdet. I denne her sparker hun røv! Hun kæmper og skyder og farer rundt med samme nådesløse effektivitet som John selv.

Forrygende action

Det er en forrygende actionfilm. Den ene vilde kampscene afløser den anden. Lange, fede nærkampe med alle tænkelige våben kun afbrudt af flugtscener og sporadisk snik-snak. Fantastisk flotte, stilistiske optagelser. Enorm opfindsomhed.

Plottet trækker ned. John er blevet den lille i denne affære. Han er ydmyg, undskyldende og endda tiggende i enkelte scener. Det klæder ham ikke. Han var en meget federe karakter, da han var overlegen, og alle sked i bukserne, når de hørte, det var ham, de havde trådt over tæerne.

Mytologien vokser fortsat, og der er flere, nye, velspillede karakterer. Men der er også enkelte svipsere og skøre tilføjelser, hvor det bliver lidt for tykt. Det værste er, at John på en måde er blevet passager i sin egen fortælling.

Men underholdningsfaktoren alene er tårnhøj. Det er hæsblæsende, superflot action. Lidt mere Halle Berry og John bag rattet, så havde den fået mere.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.