Judge Dredd er en actionthriller fra 1995 baseret på en britisk tegneseriekarakter skabt i 1977. Han håndhæver loven med brutal, omend retfærdig hånd i 2000 AD, en antalogiserie a la Heavy Metal.
Året er 2099, en dystopisk fremtid, hvor det meste af verden er forvandlet til et ødeland, og den tilbageværende befolkning lever i fæstningsagtige kæmpebyer. Den nye tids barske vilkår kræver en ny type ordensmagt, og titelfiguren er en såkaldt gadedommer, en politimand, der kan fælde dom på stedet og eksekvere straffen uden tøven.
Sylvester Stallone er titelfiguren. Han lever og ånder for loven. Han er loven, hvis du spørger ham selv. Og loven er ufejlbarlig. Eller er den? En dag bliver han anklaget og dømt for overlagt mord, og så må han – på alternativ vis – tage loven i egne hænder.
Rob Schneider som komisk sidekick
Det er en af de mindre vellykkede tegneseriefilmatiseringer, og den scorer sølle 22 procent på Rotten Tomatoes. Handlingen er fjollet, og Rob Schneider som komisk sidekick vil formentlig fortælle mange alt, de har brug for at vide om filmen.
Alt efter hvilken brille man tager på, kan man sagtens finde gode grunde til at nedsable den. På overfladen ligner den inspirationskilden, men handlingen og plottet har meget lidt med tegneserien at gøre. Stallone begår desuden den helligbrøde at tage hjelmen af, hvilket Dredd aldrig gør. Og filmens karakter udvikles på en måde, der skrubber fans den gale vej.
God, gammeldags muskelbøf-action
Tager man en mere casual, gerne nostalgisk popcorn-brille på, er filmen alligevel ret vellykket og underholdende. Den er overraskende flot og byder på nogle fede, praktiske effekter, store, rigtige kulisser og god, gammeldags muskelbøf-action med en af genrens ubestridte sværvægtere.
Retrospektivt er det en film, man kan og endda bør elske – hvis altså man er til den slags. Selvom den nemt falder i kassen med film som Super Mario Bros. og Barb Wire, fortjener den mere. Den er bedre på næsten alle parametre.
