Kick-Ass 2 er en actionkomedie fra 2013 instrueret af Jeff Wadlow. Han er også manden bag Truth or Dare og Fantasy Island. Den er baseret på Book Two og Book Three i Mark Millars tegneserie om Kick-Ass.
Efter Big Daddys død forsøger Hit-Girl at leve et almindeligt teenage-liv uden selvtægt i farverige kostumer. Men Kick-Ass er ikke parat til at opgive kampen, så han joiner et nyt hold superhelte kaldet Justice Forever.
Den første var superfed og en stor positiv overraskelse, ikke mindst pga. den grove humor, som især sprøjtede ud af munden på Hit-Girl. Heldigvis er 2’eren lige sådan. Trods kritik fra sarte husmødre holder den fanen højt med replikker som f.eks.:
“Mindy beat me like morning wood”
Det er ikke intellektuelt, men det er opfindsomt og fuld af malende beskrivelser. Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg må bare overgive mig.
Ud over fed humor er der fed action. Især fede nærkampe, men også andre fede sager og en stor, fed finale. Fik jeg sagt, den er fed?
Der er også en god historie. High school-livet er ikke nemt. Hit-Girl er den sejeste superhelt, men hun har aldrig været en almindelig pige og derfor ikke lært at håndtere andre teenage-piger. Men hun finder en løsning.
Der er andre alvorlige temaer, men jeg vil ikke afsløre for meget, hvis du ikke har set den. Den finder en god balance mellem humor og drama, og karaktererne udvikler sig. Det er faktisk en solid 2’er.