Kung Fu Panda 2 er en animeret actionkomedie fra 2011 produceret af DreamWorks. Den er instrueret af Jennifer Yuh Nelson, der arbejdede som Head of Story (storyboard-bossen) på den første film.
Pandaen Po er tilbage, og denne gang må han finde sin indre fred for at besejre en magtsyg påfugl med et våben, der siges at være bedre end kung fu. Men det er nemmere sagt end gjort, når maven rumler og fortiden spøger.
Selvom Po er blevet en mægtig kriger, er han stadig den samme madglade, kluntede panda, vi lærte at kende i den første film. Han har lært at slås, men han kan stadig dumme sig. Det skal gå galt, før det ender godt.
Jack Black lægger atter stemme til Po. Han er perfekt i rollen, og han får selskab af mange velkendte stemmer. Ikke mindst Gary Oldman som Lord Shen, den magtsyge påfugl.
Filmen er sjov og underholdende. Det er en god 2’er. Men som så mange andre 2’ere kan den ikke overgå 1’eren. Heldigvis er det marginaler, vi taler om. Hvis du er vild med Po, og du ikke har set den, kan du glæde dig til Dragekrigerens nye eventyr.