Kung Fu Panda 3 er det tredje, men ikke sidste kapitel i sagaen om pandabjørnen Po. Der er netop udkommet en 4’er. Jeg samler op, så jeg er klar til nye eventyr med Jack Black i digitale pandaklæder.
Selvom Po for længst er blevet den mægtige dragekriger og har besejret flere frygtindgydende fjender, er hans rejse langt fra forbi. Det er nu blevet tid til, at han indtager rollen som læremester efter Shifu.
Imens er en rigtigt væmmelig karl på vej tilbage fra åndeverdenen. Han har brugt århundreder på at besejre de andre afdøde mestre og stjæle deres chi, så han kan tøjle deres kræfter og erobre de levendes rige.
Den kluntede panda er atter ude på dybt vand. Men på ét punkt får han endelige lov at være den panda, han er. Han genforenes nemlig med sin rigtige pandafar. Hvilket hans adoptive andefar naturligvis tager med det modsatte af ophøjet sindsro.
Der er masser af nye oplevelser, selvom vi er nået til den tredje film. Po har stadig meget at lære om både kung fu, sig selv og sin baggrund. Det er en god 3’er, lige så sjov og underholdende som de forrige film.