Last Man Standing

Last Man Standing er en actionthriller fra 1996 skrevet og instrueret af Walter Hill. Han er manden bag bl.a. 48 Hrs.timer, En russer rydder op i Chicago og Streets of Fire.

Bruce Willis er en ensom revolvermand på vej til Mexico. Han kommer forbi en lille by, der styres af to rivaliserende smuglerbander, og de bryder sig ikke om fremmede.

Filmen er et remake af den japanske samurai-film, Yojimbo, hvor Willis’ karakter er en såkaldt ronin, en herreløs samurai. Den italienske spaghettiwestern, A Fistful of Dollars med Clint Eastwood, er også et remake af Yojimbo.

Hill tøvede længe med at takke ja til opgaven, men han lod sig overtale, da han erfarede, at Akira Kurosawa, instruktøren bag Yojimbo, støttede et amerikansk remake.

Moderne gangster-western

Han besluttede dog at lave den som en gangsterfilm i 1930’erne. Filmen har stadig masser af western-kvaliteter, og Willis er en herreløs håndlanger, men gangster-vinklen er en velfungerende opdatering.

Handlingen er enkel. Willis’ karakter er en mystisk fremmed. Han får hurtigt et ry i byen, og han udnytter situation til at tjene penge hos begge bander. Mere vil jeg ikke afsløre.

Det er en actionfilm i 90’ernes ånd. Den vækker minder om Desperado, selvom der er mange, mange forskelle. Begge films helte er overlegne revolvermænd og seje på hver sin måde. Der er masser af fede actionscener.

Stilistisk er Desperado sejere. Der er nogle federe stunts og moves. Men film noir-stilen i Last Man Standing kan også noget. Det er en solid, moderne gangster-western.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.