Lethal Weapon 3 er en actionkomedie fra 1992 instrueret af Richard Donner. Han er manden bag de to første film samt Superman: The Movie, The Goonies og mange, mange andre.
Riggs og Murtaugh er tilbage på slap line. Efter en mislykket demontering af en bombe degraderes de til gadebetjente. Da de afværger et bankrøveri, kommer de på sporet af en korrupt eksbetjent, som bruger politiets lager for konfiskerede våben m.m. som sit personlige forrådskammer.
Det er en film i samme stil som forgængeren. Der er action og drama. Den puffer til nogle ret alvorlige emner. Men der er også masser af humor. De spiller lystigt videre på den melodi, de finpudsede i 2’eren. Riggs er den uforbederlige gavtyv, og stakkels Murtaugh bliver ældre og ældre.
Den når ikke helt de samme højder. Plottet er tyndt, og skurken er en ligegyldig kliché. Men Gibson og Glover er så gode sammen, det føles som en klassiker. Joe Pesci er tilbage som Leo Getz, og Rene Russo introduceres som et kvindeligt modstykke til de to strømere. Hun sparker nosser – bogstaveligt talt.
Det er en velproduceret actionfilm. Selvom historien savner et bedre plot og en bedre skurk, er det et underholdende 90’er-brag, der uden problemer kan nydes igen og igen.