Marked for Death, også kendt på dansk som Dømt til døden, er en actionthriller fra 1990 instrueret af Dwight H. Little, som også er manden bag bl.a. Halloween 4, Free Willy 2 og Anacondas: The Hunt for the Blood Orchid.
Steven Seagal er en undercover narkobetjent, som får nok og kvitter jobbet. Han tager hjem for at være sammen med sin familie og gamle venner, men skæbnen og filmens forfattere vil ikke lade ham slippe så nemt.
Det er en simpel, men solid actionfilm. Den følger de faste traditioner og er nu og da en smule ufrivilligt morsom. Nogle af replikkerne er ret dumme. Men den holder godt. Seagal blev ikke actionstjerne uden grund.
Historien er fortalt mange gange før, men de krydrer den med en jamaicansk voodoo-vinkel. Seagal er oppe imod en brutal, skør og tilsyneladende overnaturlig fjende. Men han er udstyret med plot-rustning og alle sine frækkeste aikido-moves.
Du kan sørme se den på Disney Plus. Den er ikke engang censureret.