Selveste Mark Hamill lægger stemme til Skeletor.
Masters of the Univers: Revelation er en animeret Netflix-serie og fortsættelse til den oprindelige serie fra 80’erne. Begge er baseret på de populære actionkarakterer skabt af Mattel.
Serien åbner med en klassisk episode a la de gode, gamle dage. Den onde Skeletor forsøger for 131. gang at indtage Grayskull-slottet, hvor kilden til de mægtige, magiske kræfter bor, og Eternias svulmende beskytter, He-Man, dukker atter op for at stoppe ham.
Jeg vil ikke afsløre for meget, men jeg kan sige, at historien tager en uventet drejning. Tonen og den børnevenlige humor er på mange måder den samme. Men strukturen er mere moderne, og vi får en fortælling, der strækker sig over hele serien. Den gamle, uge-baserede, repetitive formular smides ud til fordel for noget helt nyt.
Det byder jeg velkommen. Det er en interessant drejning. Måske vil den forarge nogle fans. Men det er fint med mig. Det samme kan siges om nogle af de moderne trends, der sniger sig ind her og der. Er det for meget? Det synes jeg ikke.
Teela (Sarah Michelle Gellar) og Evil-Lyn (Lena Headey).
Advarsel! Spoilere i de næste to afsnit!
Hvis du har set den, kan jeg godt indvie dig. Jeg taler om Teela og Evil-Lyns nye roller. Det vil sandsynligvis genere nogen, at de oprindelige hovedpersoner, He-Man og Skeletor, to mænd, må vige pladsen for to kvinder. Men er det nu også så enkelt? Der er flere af de oprindelige biroller, også mænd, der får lov at komme fadet.
Fans burde elske Man-At-Arms udvikling. Hans historie synes inspireret af de herreløse samuraier. Han virker sejere end nogensinde. Med mindre min hukommelse snyder mig. Og ift. kvinderne skal man i hvert fald huske, at de allerede dengang var stærke krigerkvinder. Det har man ikke opfundet til lejligheden.
Det giver ny energi til den gamle mytologi, og jeg kan godt lide udviklingen.
En anden detalje, jeg godt kan lide, er at prins Adam i den nye serie er en lille, tynd fyr. Når han forvandler sig til He-Man, er forvandlingen også fysisk. I den gamle serie var prins Adam og He-Man jo identiske, og det var uforståeligt, at ingen kendte hans hemmelighed. Superman tager i det mindste briller på, men den gamle He-Man smed bare tøjet, groft sagt.
Prins Adam udfører ritualet, der forvandler ham til He-Man.
Det, der fik mig til at bande højlydt af skærmen, var en plotdetalje, jeg også er stødt på i flere superhelteserier. Når hemmeligheder sidestilles med løgne og endda forræderi. F.eks. hemmelige identiteter. Ih, hvor det kan irritere mig, når de gør et større drama ud af det.
Altså, superhelten har jo ikke holdt på sin hemmelighed for at genere nogen. Det er ikke en slags utroskab eller lignede. Og superheltens allierede, der eventuelt har kendt hemmeligheden også, har i hvert fald slet ingen ret til at fortælle den videre til deres nærmeste. Det er jo ikke deres hemmelighed, men superheltens hemmelighed.
Heldigvis fyldte det drama ikke nær så meget, som det har gjort i især CW-serierne.
Så jeg er godt tilfreds. Der er desværre kun fem afsnit i skrivende stund, men der skulle komme fem mere på et senere tidspunkt.
Du kan se den på Netflix.
