Y. K. Kim er klar til ninjaprygl i Kanøfleskoven.
Miami Connection er en actionthriller fra 1987 skrevet og produceret af den koreanske TaeKwon-Do-mester Y. K. Kim, som også spiller en af hovedrollerne. Det er hans første og eneste film, og den blev ikke den succes, han håbede.
Plottet er en rodebunke. Hovedpersonerne er er medlemmer i et band kaldet Dragon Sound. De rager uklar med et andet band, da de snupper alle spillejobsene på det lokale dansested. Samtidig har sangerinden en vildt overbeskyttende bror, som også er gangster. Han handler narko med nogle andre gangstere, som også er ninjaer!
Heldigvis dyrker medlemmerne i Dragon Sound TaeKwon-Do, og det er en overlegen kampsport. Uanset hvor overmandede de er, er der ingen tvivl om udfaldet. Heller ikke da ninjaerne kommer i spil. Afslører jeg for meget? Nej, det er ikke sådan en film.
Endelig er der et pudseløjerligt subplot om en forsvunden far, jeg troede var død, indtil han pludselig dukkede op. Jeg bebrejder mine gamle ører og de manglende undertekster. Publikum i Slagtehallen, som den lille biograf, hvor jeg så filmen, hedder, grinede alt for højt, da den stakkels, faderløse karakter skuespillede, så tårerne trillede.
Alle slås hele tiden
Det er ikke en komedie, men den er ufrivilligt morsom fra start til slut. Det hele er simpelthen absurd. Tragikomisk. So bad it’s good. Plottet og handlingen er én ting. Klichéerne, de håbløse replikker og det rædsomme skuespil. Men også klipningen, de mærkelige montager, ja, alt, simpelthen. Hillemænd, det er skidt.
Men det er ikke en Andy Sidaris-film a la Hard Ticket to Hawaii, hvor filmmagerne ved, de laver noget skrupskørt hø. Næ, Y. K. Kim er den koreanske Tommy Wiseau. Manden bag den famøse The Room.
Kim mener det nemlig alvorligt. Han troede, han havde lavet noget godt. Lige som Wiseau iscenesætter han sig selv som helten, der hjælper sine venner og kan alting. Han ønsker dog ikke at fortælle en historie om, hvor træls det er at blive flået i stykker af en utro trunte, i stedet vil han promovere TaeKwon-Do.
Filmene kan ikke være mere forskellige, men de er beslægtede i ånden. De to engangsfilmmagere opnåede ikke det, de håbede, fordi kvaliteten simpelthen ikke er til stede. Men begge film er blevet kultfilm.
Kims film er umådeligt underholdende, fordi den er så dum og absurd, og fordi alle slås hele tiden, og den bare bliver vildere og vildere. Jeg havde en skøn aften i Slagtehallen sammen med Ruben og alle de andre muntre filmnørder.
