Mission: Impossible – Ghost Protocol er en actionthriller fra 2011 instrueret af Brad Bird. Han er manden bag tegnefilm som The Incredibles, The Iron Giant og Ratatouille. Det er hans første live-action-film.
Tom Cruise sadler op for fjerde gang som IMF-agenten Ethan Hunt. Denne gang er han oppe imod en svensk atomekstremist med kodenavnet Cobolt, som har fået fingrene i de russiske atommissilsaffyringskoder.
Som du formentlig ved, er denne fjerde M:I-film ikke den sidste. Cruise har lavet seks i alt, og der er en syvende på vej i to dele. Det er en sejlivet serie, og det skyldes især det høje niveau, Cruise kræver og selv leverer.
Der er masser af fed action, hvor barren hæves hver gang. I denne ombæring kravler Cruise bl.a. rundt på glasfacaden af verdens højeste bygning i Dubai.
Der er spionløjer a la dem, som gjorde den oprindelige TV-serie populær. Kuplignende indbrudsmissioner på jagt efter informationer med udklædninger og opfindsomme gadgets.
Der er en god historie med et spændende plot. Flere elementer er ganske vist klassikere i genren, men handlingen er velskrevet og den rette drivkraft for de mange spion- og actionscener, hvor Cruise og co. folder sig ud.