National Lampoon’s European Vacation, også kendt på dansk som Fars frygtelige feriedage, er en komedie fra 1985 instrueret af Amy Heckerling. Hun er kvinden bag bl.a. Clueless, Look Who’s Talking samt Fast Times at Ridgemont High.
Denne gang går familien Griswolds ferie til Europa. De har vundet en rejse i et skørt quizshow, og Clark insisterer naturligvis på, at hele familien tager afsted, selvom teenage-børnene ikke gider. Han er som altid besat af tanken om den perfekte familie-oplevelse.
Den følger samme opskrift som forgængeren. Ferien går fra sted til sted, oplevelse til oplevelse, og der sker et eller andet skægt og/eller dumt hver gang. Clark er en klodrian, uanset hvor hårdt han prøver.
Humoren har ikke ændret sig, og nogle typer forviklinger går igen på mere eller mindre nye måder. Der er også flere folkefærdsklichéer. Måske derfor er den ikke helt så genial som 1’eren eller den fremragende jule-3’er.
Men det er en fin, lille hyggekomedie med masser af sjove scener. Clark og hans hårdt prøvede hustru er gode karakterer i både med- og modgang. Chevy og Beverly er skønne sammen. Man savner kun onkel Eddie som det slingrende tredje hjul.