Debra Hunter som professorens datter.
Nightmare Weekend er en science fiction-gyser fra 1986 distribueret af Lloyd Kaufmans Troma Entertainment. Han er manden bag bl.a. The Toxic Avenger og Poultrygeist, men han er ikke selv involveret i produktionen af denne lille hyggespreder.
Instruktøren er en franskmand ved navn Henri Sala. Han har lavet masser af franske pornofilm med titler som Secte pornographique og Candide Lolita.
Handlingen er en mærkværdig rodebunke. Den involverer en professor, hvis smarte computersystem både kan fjernstyre helt almindelige biler, når datteren spiller videospil, og forvandle plasticskåle til spiselige bolde, som gør bidske hunde til bløde krammedyr.
Opfindelsen er åbenbart noget værd, så den skurkagtige Julie forsøger både at stjæle den og at overtale professoren til at skynde sig videre til forsøg med mennesker. Da han ikke er samarbejdsvillig, arrangerer hun sit eget forsøg med nogle friske, unge piger.
Skørt? Jeg har ikke engang nævnt den muppet-agtige hånddukke, som er installeret i datterens soveværelse og af uransagelige årsager har adgang til systemet. Den bruger dog mere tid på at hjælpe hende med at håndtere sin første forelskelse.
De smider simpelthen alt inklusiv håndvasken i plottet. Bogstaveligt talt endda. De smider nemlig en edderkop i håndvasken. Det er uklart hvorfor, og det gælder næsten alt i filmen. Logik og kontinuitet er ikke noget, de vægter særligt højt. Men tiden går.
Hvor er uhyggen?
Der er et par gamle kendinge på menuen. Jill fra NYPD Blue aka. Andrea Thompson debuterer som en af filmens forsøgskaniner. Faderen i Pet Sematary spiller en biker, indbrudstyv og lækker fyr.
Du får elendigt skuespil over hele linjen. Nogle har utvivlsomt taget et kursus hos Tommy Wiseau. Det er ham med The Room.
F.eks. er der hele to karakterer, som lytter til musik i hørebøffer og laver gestikulerende dansebevægelser imens. Men de ser begge totalt kunstige og akavede ud. Som om de er alt for bevidste om hver bevægelse i stedet for bare at bevæge sig naturligt til musikken.
En portion af handlingen foregår i en nærliggende bar, hvor ingen siger noget, når man boller på flippermaskinen. Det er vel et slags alternativ til de obligatoriske sexscener i en sommerlejr-gyser. Der venter bare ingen redskabsmorder rundt om hjørnet.
Faktisk er den forbløffende længe om at blive uhyggelig. Når gys og erotik går hånd i hånd i andre film, er det som regel et miks. F.eks. lurer morderen i en busk imens, og når de er færdige, er det hans tur.
Balancen i Nightmare Weekend er totalt skæv. Instruktøren ved tydeligvis, hvordan man håndterer erotikken, men hvor er uhyggen?
Røvdårligt filmhåndværk
Det overordnede plot og skurkindens eksperimenter fører langt om længe til nogle skrækkelige hændelser. Effektfolkene får endelig lov at lege med sminke og teaterblod. Det hæver overhovedet ikke niveauet, men i det mindste er genren omsider korrekt.
Den er et skoleeksempel på røvdårligt filmhåndværk over hele linjen. Det er den mindst uhyggelige og mest forvirrende gyser, jeg nogensinde har set. Men den mindede mig lidt om Hard Ticket to Hawaii. Det hele er så skørt, det næsten er skægt.
Den får ikke samme bedømmelse, fordi den er bedrøveligt ufokuseret og ofte lige til at blive vred på. Men jeg var underholdt. Måske mere af erotikken end af uhyggen.
