Olsen-banden ser rødt er den 8. film i serien. Det er den, hvor banden bryder igennem væggene på Det Kongelige Teater i buldrende og bragende harmoni med Friedrich Kuhlaus ouverture til Elverhøj.
Men filmen begynder et andet sted. Egon har en plan, og for en gangs skyld er det ikke noget med millioner og den slags. Næ, det er en oplevelse. Et proforma-kup for en kendt baron med en fornem slægtshistorie. Desværre tager de røven på ham (igen), og det finder han sig ikke i.
Det er endnu et herligt Olsen-banden-eventyr med lige dele faste traditioner og nye overraskelser. Vanen tro går det oftere galt end godt, og et Olsen-banden-kup ender som regel i en filmlængdes kamp om en udvalgt MacGuffer, i dette tilfælde en værdifuld vase.
Den førnævnte, famøse scene i teatret er formentlig bandens bedst timede og tilrettelagte kup nogensinde. Nedbrydningen af de mange vægge følger ouverturen perfekt. Den er både opfindsom og genial.
Stik imod alle traditioner ender filmen faktisk lykkeligt for nogle af karakterne. Men jeg vil ikke afsløre hvem, hvis du ikke kan huske det.
Det blev endnu et dejligt gensyn med de folkekære hundehoveder og hængerøve. Skidesprællere, latterlige amatører, grødbønder og socialdemokrater. De kære banditter har mange, mange navne.
