Ove Sprogøe, Morten Grunwald, Erik Balling (siddende), Henning Bahs, Tom Hedegaard og Poul Bundgaard.
Olsen-bandens sidste stik er den uigenkaldeligt sidste film med den folkekære forbryderbande. Det er den 14. film i serien, og i modsætning til de første 13, som alle indtog biograferne år efter år fra 1968 til 1981, er dette en efternøler fra 1998.
Kirsten Walther (Yvonne) døde ulykkeligvis af hjertestop i 1987, kun 53 år gammel. Der var derfor ingen planer om yderligere film, da instruktøren Erik Balling ikke følte, at man kunne lave Olsen-banden uden hende.
Det ændrede sig dog, da Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard genforenedes i 1996 i en reklamefilm for elsparerådet kaldet Olsen-bandens spareplan. Derudaf voksede et ønske om at lave mere sammen.
Balling har ganske vist overladt instruktørstolen til Tom Hedegaard qua sit skrantende helbred, men manusforfatteren er atter Henning Bahs, og alle de øvrige aktører, du kan komme i tanke om, som ikke også er røget i jorden, er atter med.
Det var dog tæt på, det ikke lykkedes dem at færdiggøre den. Poul Bundgaard mistede livet under optagelserne, 75 år gammel. Men de manglede så lidt, at de klarede den med Tommy Kenter som stand-in, og Kurt Ravns stemme. Enkelte scener skrev de om.
Gravet ud af en tidslomme
Plottet handler om de såkaldte Wandenberg-dokumenter, som er dukket op og havnet i Justitsministeriets arkiver. Departementschef Hallandsen ved, hvilken trussel dokumenterne udgør for selve verdensfreden, og han hyrer Egon Olsen til at stjæle dokumenterne, så de kan forsvinde og blive helt væk.
Det er spøjst at se Olsen-banden i 90’erne, for alting er, som de lavede filmene i 70’erne. Tonen, satiren, de fornøjelige replikker og plottråde er som gravet ud af en tidslomme. Man mærker pludselig, at tiden er gået.
De tre gamle, gamle gutter er naturligvis ikke lige så skarpe, som de var i deres storhedstid. Det samme gælder betjentene Holm og Jensen samt Hallandsen. Selvom Bahs har holdt sig til de gamle opskrifter, har tiden sløvet både stemmekraft, timing og adræthed hos alle de folkekære aktører.
Skidegodt!
Men det er umuligt ikke at holde af dem, og det er nemt at tilgive de små detaljer her og der. I glimt genfinder de fordums styrke, og det er en underholdende røverhistorie.
Elton John har netop afsluttet en afskedsturne og spillet sin sidste koncert. Lige som Keld har han ikke længere kræfterne til at gå og stå på egne ben. Men musikken kan ingen tage fra ham. Mon ikke publikum har nydt det.
Det er det samme med Olsen-banden. Ingen kan tage filmmagien fra dem. Årene er gået, og de har sat sine spor. Men der er ingen som dem. De er stadig de skønneste lusede amatører, hundehoveder og skvatmikler. Skidesprællere og grødbønder. Skidegodt!
