Cillian Murphy som J. Robert Oppenheimer.
Oppenheimer er et historisk drama fra 2023 skrevet og instrueret af Christopher Nolan. Det er den anden halvdel af “Barbenheimer”-kampagnen, hvor muligheden for at se den og Barbie, to vidt forskellige film som en “dobbelt feature,” da de udkom samme dag i USA, forvandledes til et internet-fænomen med plakater og anden merchandise.
Selvom de to film utvivlsomt må være tiltænkt to meget forskellige målgrupper, valgte mange at se dem i forening som anbefalet, og de høstede begge frugterne ved verdens biografluger. Barbie vandt kapløbet, men Nolans 3-timer-lange drama om splittede atomer klarede sig forrygende godt også. Den blev den tredje mest sete film i 2023.
Ikke en krigsfilm
Titelkarakteren er dr. J. Robert Oppenheimer, den berømte fysiker, som ledede Manhattan-projektet, hvor verdens første atombombe blev opfundet. Handlingen fortæller hans historie fra 1926, hvor han er en ung student på Cambridge-universitet i England. Den zoomer senere ind på selve Manhattan-projektet, før den runder af med efterspillet.
Den foregår hovedsageligt hos og omkring Oppenheimer selv. Dvs. den handler om videnskaben og fysikerens personlige liv, ikke om anden verdenskrig, den efterfølgende kolde krig eller i nævneværdig grad de politiske beslutninger. Det er ikke en krigsfilm, og du ser ikke bomberne falde. Det kan du lige så godt være forberedt på.
I stedet følger du en mand, som på den ene side er drevet af sine videnskabelige ambitioner og lysten til at opfinde noget, ingen har gjort før, men også kæmper med sine personlige overbevisninger og moralske skrupler, især da sandheden om opfindelsen på alle niveauer omsidder synker ind. Dertil hører et meget sigende citat.
“Now I am become Death, the destroyer of worlds.”
Det er en tankevækkende film. En debatskabende film. Den viser os, hvor virkelighedsfjerne både politikere, militærfolk og helt almindelige mennesker grebet af sejrens pøbeleufori kan være, og den minder os om, hvor grufuldt det alt sammen faktisk er, når du lader det bundfælde. Oppenheimer forandrede verden for altid. På godt? På ondt? Lad debatten rulle.
Fremragende storfilm
Nolan er en af vor tids bedste filmskabere. Ikke blot fordi han laver fremragende storfilm i alle genrer, men også fordi han skriver dem selv, og han altid får dig til at tænke, uanset om det er abstrakt science fiction eller virkelighedens drama.
Filmnørder vil nok få svært ved at udråbe en af hans film som nutidens Taxi Driver eller The Godfather, fordi den slags eftermæle kræver tid. Men årtier fra nu, når man kigger tilbage på denne periode, vil Nolan og hans værker utvivlsomt skille sig ud, lige som de film og deres filmmagere gjorde i sin tid.
Her er Oppenheimer ingen undtagelse. Håndværket imponerer. Både de praktiske effekter, men så sandelig også det gode, gammeldags arbejde med skuespillere og kameraføring. Det er filmisk historiefortælling af højeste klasse. Sublime præstationer, rigtige kulisser, store landskaber og et indblik i annalerne, som både er fascinerende og aktuelt i vor tid.
Desværre er der dem, som synes, den er kedelig. For lang, for ordrig, for få nøgenscener og eksplosioner. Det må de selv om. Jeg tror, den vil lande blødt i filmhistorien og blive husket længe endnu som en af de store filmbiografier. Den er vigtig nok til at fortjene den status. Og mere end god nok til at høre hjemme på hylden med tidligere tiders ditto.
