Paddington er en britisk komedie fra 2014 baseret på en serie af børnebøger skrevet af Michael Bond. De handler om en lille, talende bjørn, der ankommer til London og får navnet Paddington af den familie, som tager ham ind.
Den første bog er fra 1958. Forfatteren fik idéen, da han fandt en ensom teddybjørn i en butik nær Paddington Station. Han købte den som julegave til sin kone. Han huskede, hvordan hjemløse børn blev taget ind under krigen, og han startede historien om sin fiktive bjørn på samme måde.
Bjørnen Paddington er en sjælden art fra Peru. Han tager til London, fordi hans onkel og tante engang mødte en britisk opdagelsesrejsende, og han lærte dem alt om sin hjemby.
Nicole Kidman er filmens skurk. Hun er en ondsindet museumskonservator, der myrder og udstopper sjældne dyr. Mere vil jeg ikke afsløre, for så spolerer jeg for meget.
Det er en sød, sjov og hyggelig familiefilm. Især dialogen mellem den høflige, lille bjørn og de rigtige mennesker er ofte ret finurlig og underholdende. Han har naturligvis også en vis evne til at rode sig ud i problemer – eller uforudsete heltegerninger.
I skrivende stund kan du se den på HBO og Netflix. Dog kun med dansk (eller svensk) tale på Netflix.