Paul Blart: Mall Cop, også kendt på dansk Centervagten, er en actionkomedie fra 2009.
Kevin James aka. Paul Blart er sikkerhedsvagt i et indkøbscenter. Han vil gerne være en rigtig politibetjent, men han lider af lavt blodsukker og går sukkerkold i tide og utide. Desuden er han tyk og klodset.
Han må derfor nøjes med det næstbedste job indenfor ordenshåndhævelse. Men en dag bliver indkøbscentret angrebet af bankrøvere, og så beslutter Blart at mande sig op og redde dagen – og Amy, en kioskdame, han er forelsket i.
Det er en lille, beskeden film. Hverken nyskabende eller rigtigt uforudsigelig. Du kender humoren fra Adam Sandler-film (den er også produceret af ham) og Kongen af Queens. Kevin James har faktisk skrevet manuskriptet sammen med Nick Bakay, der også arbejdede på serien.
Det er en hyggelig, underholdende film. Der er nogle rigtigt sjove øjeblikke, når Blart kommer galt afsted. Han har nogle fede, kluntede moves, når han forsøger at være actionhelt. Den vækker også minder om Home Alone, hvor en anden Kevin kæmper mod banditter.
I skrivende stund kan du se den på Netflix.