Emma Stone som Bella Baxter.
Poor Things er et komediedrama fra 2023 instrueret af græske Yorgos Lanthimos. Han er en prisvindende filmmager med hele fem sejre ved Cannes’ filmfestival. Han har en Oscar til gode, men Poor Things vandt fire stykker ved prisuddelingen i år, heriblandt Best Actress-prisen til Emma Stone.
Handlingen er sat i London i 1800-tallet. Her møder vi dr. Godwin Baxter (Willem Dafoe), som er lidt af en gal videnskabsmand, men også en genial kirurg. Han bor sammen med Bella (Stone), en ung kvinde med et barns sind. Hvorfor må du have til gode.
Den gamle professor, hans mekaniske opfindelser samt visse elementer i plottet minder mig om Edward Scissorhands. Især begyndelsen, hvor den er sort-hvid. Den har også sort humor, og Lanthimos deler tydeligt Tim Burtons kærlighed til gamle gyserfilm og det smukke i det makabre.
Men han er ikke bare en græsk Tim Burton. Billedsproget og fortællestilen minder mere om en britisk fyr ved navn Terry Gilliam. Han er en af de gamle Monty Python’er, og så har han lavet film som Brazil, The Fisher King mfl.
Især da den skifter til farver. Disse er farvestrålende og kontrastfyldte. Verden udenfor London er som et eventyrland, der venter på, at Bella udforsker det. Her mindes jeg en film som Gilliams The Imaginarium of Dr. Parnassus.
Man kunne også smide et navn som Jim Jarmusch på bordet. Summen af dem alle er, at de fortæller historier på en utraditionel måde ift. det øvrige filmlandskab. De bruger et andet billedsprog, de konstruerer handlingen anderledes, og de tænker sandsynligvis mere på at fascinere end blot at underholde.
Skønhed og hæslighed
Bag den kuriøse facade og den usædvanlige præmis gemmer der sig en enkel fortælling om at blive voksen og bryde fri af hjemmets lænker. At tage ud og se verden. Dens enorme skønhed, men også hæsligheden. Bella oplever det hele, og hun ser verden med åbne, fordomsfri øjne. Hun både begejstres og bedrøves.
Dette kan sættes i et samfundsperspektiv, hvor normer og moralbegreber lægger bånd på mennesker. Hvor samfundsstrukturer og egenskaber som frygt, grådighed og egoisme opretholder tingenes tilstand.
Da hovedpersonen er en kvinde i 1800-tallet, og begreber som ægteskab og seksualitet også er en del af hendes fortælling, ser nogen den som en feministisk film.
Det kan man godt vælge at gøre. Men man behøver ikke begrænse den til det. I hvert er hovedpersonen selv ikke motiveret af sådanne mærkesager og ideologier. Hun er blot et menneske i sin reneste, mest uskyldige grundform, helt upåvirket af vores idéer om hvordan tingene bør være.
En film som denne bør i virkeligheden minde os om, hvad frihedsrettigheder handler om. Glem ismerne, ideologierne og mærkaterne. De udvikler sig lidt for ofte i politiske retninger, folk kæmper for eller imod pga. misforståelser, partifarver og meget andet.
Men de er alle startet med det enkleste ønske om at kunne træffe sine egne valg, gå sine egne vegne og være sig selv uden andres indblanding. Noget så enkelt burde vi ikke skændes om.
Tankevækkende mesterværk
Det er en tankevækkende film. Jeg er allerede røget ud af en tangent eller to. Men det er jo det, film og fortællinger kan.
Den er ikke for alle. Den er speciel. Nogen vil sige mærkelig. Mange vil muligvis stå af meget tidligt, andre vil måske gøre det, når den skurrer imod deres egne overbevisninger. Der er også dem, som bare vil kede sig.
Jeg synes, den er fremragende. Fascinerende. Kontroversiel. En ekstraordinær oplevelse. Den udfordrer og handler på sin egen frygtløse måde om mennesker, herunder vores natur, men også vores muligheder for at udvikle os og blive til mere. Ikke lade os begrænse.
Det budskab er selvfølgelig ikke nyt. Men det er stadig vigtigt, og når indpakningen er så unik, må jeg bruge ordet; mesterværk.
Du kan se den på Disney Plus.
