Daniel Craig er tilbage som James Bond. Hans kæreste er død, og den britiske efterretningstjeneste er infiltreret af en organisation, de intet kender til. Og midt i jagten på den muldvarp, der rekrutterede Vesper i Casino Royale, falder James i armene på en eksotisk skønhed, der er lige så hævngerrig som ham selv.
Lad mig starte med ros. De nye James Bond-film serverer sublim action. Der er biljagter, slåskampe og stunts af høj, høj klasse, og jeg er glad for den nye, mere realistiske tilgang til den berømte, hemmelige agent. Det klæder ham at være denne upolerede, utilregnelige håndlanger, der skyder uden tøven. Han er mere menneskelig på både godt og ondt.
Men Quantum of Solace lever ikke op til de forventninger, der følger efter Casino Royale. Historien er udmærket, men heller ikke mere. Selvom det er et forfriskende pust, at Bond kæmper med virkelighedens skurke, savner man en superskurk.
Ikke en overnaturlig tegneseriebandit, men en type, der skiller sig ud og matcher Bond. De gamle film havde skurke som dr. No, Goldfinger og manden med den gyldne pistol. Casino Royale havde Le Chiffre. Men Quantum of Solace har ingen. Ikke en superskurk. Kun almindelige skurke. For almindelige.
Den korteste Bond-film
Det er i øvrigt den korteste Bond-film, og det havde den ikke behøvet. Historien er næsten for lineær. Fra et punkt til et andet. Der måtte gerne være mere fyld. F.eks. sender MI6 en laber, rødhåret agent i en trenchcoat (og muligvis intet andet), og det ender naturligvis med en masse hud.
Men lidt for hurtigt og lidt for nemt. Jovist, han er Bond, så det skal være nemt. Men lad os få lidt mere forspil i stedet for at springe direkte til efterspillet, hvor de sidder i sengen og snakker. Vi vil også se ham flirte, forføre og liste trusserne af hende først.
Det er det, filmen savner. Forspil. Samspil. Fyld. Casino Royale havde heller ikke været god, hvis Bond og Le Chiffre var sprunget frem til sidste stik med det samme.
