Revenge of the Nerds, også kendt på dansk som Nørderne kommer, er en ungdomskomedie fra 1984 instrueret af Jeff Kanew. Han har også instrueret bl.a. Troop Beverly Hills med Shelley Long og V.I. Warshawski med Kathleen Turner.
Som titlen antyder, er filmens tema en evigt aktuel klassekamp mellem nørder og sportsidioter. Den ene gruppe bliver uforskyldt ofre for den anden gruppes egoistiske opførsel og chikane igen og igen, og til sidst beslutter de at nok er nok – og slår tilbage.
Det er en fjollet ungdomsfilm efter vanlige traditioner. Selvom de er nørder, tænker de også mest på piger, og det fører naturligvis til lummerhed, trussetyveri og masser af nøgenhed via high-tech-spionage.
Kontroversiel 80’er-hygge
På ét punkt har filmen dog rejst en kontrovers i nyere tid. Under det årlige karneval scorer en af nørderne en cheerleader, da hun tror, han er hendes udklædte kæreste. Hun opdager bedraget, men er samtidig imponeret over hans evner, og så er de et par.
Den går sgu ikke. Selvom scenen er visuelt harmløs, og filmen er en komedie, er det et problematisk budskab at sende.
Under alle omstændigheder er filmen mere plat end sjov. Selvom nørderne er heltene, er de stereotype karikaturer. De er ikke rigtigt sympatiske karakterer, men latterliggjorte pauseklovne. Med få undtagelser.
Den er dog tilpas 80’er-hyggelig, og slutningen har tilstrækkeligt meget feel-good-stemning til at man føler, det ikke var så ringe endda.