Peter Sellers i en af Clouseaus utallige forklædninger.
Revenge of the Pink Panther, også kendt på dansk som Den lyserøde panter ta’r hævn, er den femte og sidste film med Peter Sellers i rollen som den umulige, franske kriminalbetjent, inspektør Clouseau. Senere film anvender ældre optagelser.
Faktisk ønskede instruktøren at genbruge optagelser fra forgængeren, muligvis fordi forholdet mellem ham og Sellers var blevet rigtigt dårligt, men Sellers var stadig stjernen og insisterede på at filme noget nyt.
Ikke desto mindre går visse plotdetaljer igen i Edwards’ manuskript. Det hele begynder nemlig med flere attentatforsøg på Clouseau, lige som i forgængeren, blot orkestreret af en lyssky forretningsmand i denne omgang.
Som filmen skrider frem er det dog tydeligt, at Sellers fik sin vilje. Det er nye optagelser. Nye plottråde strækker sig gennem flere scener, og det havde næppe været tilfældet, hvis de blot havde sammensat optagelser til overs fra forgængerens mange attentatforsøg.
Fuld af lagkagekomik
Samtidig er plottet faktisk bedre end i den forrige film. Det holder sig mere til de klassiske dyder, hvor forgængeren involverede både dødsstråler, internationale snigmordere og Dreyfus som kappeklædt Bond-skurk.
Humoren er som altid fjollet, gakket og fuld af lagkagekomik, endda bogstaveligt talt i en enkelt scene. Den rammer ikke plet hver eneste gang, men der er mange sjove scener, og Sellers er i bedre form end frygtet.
De bruger Dreyfus lidt for lidt. Forgængeren havde flere gode scener med dem begge. Denne gang er det næsten som om, de har reduceret deres interaktion til et minimum. Det er synd, for han har tidligere været et af filmenes stærkeste kort næst efter Clouseau.
Jeg hyggede mig, og jeg kan som nævnt bedre lide plottet i denne. Men jeg vil alligevel sige, der var flere sjovere scener i forgængeren. Så det er stadig lidt frem og tilbage på falderebet. Jeg ender igen på seks hjerter.
I skrivende stund kan du se dem alle på Prime
