Rider on the Rain (Le passager de la pluie), også kendt på dansk som Passageren i regnen, er en fransk thriller fra 1970 med selveste Charles Bronson i en mystisk rolle, jeg ikke vil afsløre mere om.
Den åbner med et citat fra Lewis Carrolls Alice i Eventyrland. Filmen er ikke umiddelbart sammenlignelig med den klassiske fortælling, men man kan godt sige, at hovedpersonen falder i et hul og bare fortsætter med at falde og falde. I overført betydning.
Den vandt en Golden Globe som årets bedste udenlandske film. Først tænkte jeg, ja, okay, måske er den meget fransk. Heldigvis er forklaringen, den er meget god. Rigtigt god. Faktisk forrygende god.
Den begynder i velkendt thriller-terræn, men den udvikler sig ikke som forventet. Tværtimod er den videre færd ned i det illustrative kaninhul fuld af overraskelser og uventede drejninger. Hver gang, du tror, du ved, hvor den vil hen, tager den røven på dig.
Man kan diskutere Bronsons effektivitet på fransk. Der er også enkelte steder, hvor de næsten underspiller så meget, at nogen ville kalde det dårligt skuespil. Men den har en god, dyster 70’er-stemning, den er brutal, selvom den ikke er vildt eksplicit, og plottets drejninger er herligt uforudsigelige.
I skrivende stund kan du se den på Netflix.