Scary Movie 4

Scary Movie 4 er en gyserkomedie fra 2006 instrueret af David Zucker og skrevet af bl.a. Jim Abrahams og Pat Proft. Zucker og Abrahams er 2/3 af trekløveret bag spoof-klassikere som Airplane! og The Naked Gun.

Proft har samarbejdet med dem alle før på bl.a. de tre Høj pistolføring-film og de to Hot Shots!-film, som er instrueret af Abrahams. Proft har også skrevet film som Police Academy og Polterabend for viderekomne.

Det er kompetente herrer og legender i spoof-genren. Hvad i alverden er gået galt?

Parodi uden plot

Da jeg så filmen, gik det op for mig, at jeg ikke kunne huske hvad Scary Movie 3 handlede om. Jeg måtte virkelig bryde mit hoved for at huske et glimt eller to. Filmen er ganske enkelt forduftet. Jeg indså samtidig, at Scary Movie 4 ville lide samme skæbne.

Spoof-genren er blevet udvandet. De film, der laves i dag, forsøger i højere grad at spoofe velkendte scener fra så mange film som overhovedet muligt frem for at digte en handling og et plot, der rent faktisk holder.

Filmen er således en lang række mere eller mindre morsomme sketches uden nogen egentlig rød tråd, og netop derfor vil den hurtig være glemt. Der er meget, meget langt op til niveauet i de go’e gamle dage med Spaceballs og førnævnte Høj pistolføring.

Derfor er det så overraskende at opdage, hvem der står bag den. De må have mistet deres mojo.

Den er da glimtvis underholdende. Men det meste af tiden er de velkendte genbrugsjokes alt for forudsigelige, og med alle de øvrige mangler oveni, må jeg dumpe den.

Efterord

Carmen Electra vandt en Razzie som årets Worst Supporting Actress.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.