Slå først, Frede! er en dansk spionfilm fra 1965 instrueret af Erik Balling. Han skrev manuskriptet sammen med Henning Bahs og forfatteren Bengt Janus.
Balling og Bahs er naturligvis bedst kendt som filmfolkene bag de mange, mange populære Olsen-banden-film. Denne film (og efterfølgeren) sår kimen dertil, da den indleder samarbejdet mellem de to filmmagere og de tre banditter, som alle medvirker her.
Morten Grunwald er Frede Hansen, agent i spøg og skæmt. Han blandes ind i et spion-eventyr, da en hemmelig agent på flugt bytter sin egen kuffert med hans for at holde indholdet ude af de forkerte hænder.
Ove Sprogøe er agent Smith i den danske efterretningstjeneste. Han får til opgave at engagere og bruge Frede til at lokke den mystiske og magtgale dr. Pax ud af busken. Verdensfreden står på spil!
Poul Bundgaard er ikke doktoren, men håndlangeren Kolick. Som en vaskeægte Bond-skurk er han en koldblodig dræber med et uhyggeligt særpræg – en mekanisk knytnæve med indbygget springkniv.
Det er en spionparodi, som skæver en hel del til Bond-filmene uden dog at kopiere noget specifikt. Det er snarere opskriften med judohug, smarte gadgets, skurke-gimmicks og, ikke mindst, damerne, den giver sit eget dansk-humoristiske bud på.
Selvom Grunwald er titelkarakteren, er det Sprogøe, der stjæler billedet. Førstnævnte spiller trods alt en karakter, han er vant til. Men Sprogøe som Connery Light er nyt, skægt og overraskende godt. Han har både humoren, charmen og snuheden efter behov.
Det er en superhyggelig spionkomedie og en af min barndoms yndlingsfilm. Ikke helt på højde med de bedste Olsen-banden-klassikere, men en lille perle i sin egen ret.
Den vandt to Bodil-priser; Bedste danske film og Bedste mandlige birolle (Poul Bundgaard).
