Morten Grunwald og Ove Sprogøe.
Slap af, Frede! er efterfølgeren til Slå først, Frede!, den første og eneste danske spionparodi i mands minde. Lige som forgængeren er den skrevet og instrueret af herren bag Olsen-banden, Erik Balling.
Den forener atter engang Egon og Benny, dvs. Ove Sprogøe og Morten Grunwald som hhv. mesterspionen David Smith og spøg-og-skæmt-sælgeren Frede Hansen. Sidstnævnte rekrutteres denne gang på mere traditionel vis, da en kinesisk statsmand kidnappes, og alle andre agenter sættes ud af spillet.
Den spiller på alle de samme, traditionelle Bond-løjer som forgængeren. Smith er skarpere end nogensinde, og Frede er en anelse mere kompetent efter sin første mission. Der er smarte dingenoter, hurtige judohug og skønne damer i overflod.
Makkerparret har masser af god kemi i disse roller, og efter at have genset en række The Pink Panther-film, går det op for mig, at Balling må have skævet til dem også. I hvert fald drives Smith til vanvid af Frede, lige som Dreyfus drives til vanvid af Clouseau.
Det er blot en lille detalje. Rollerne er vidt forskellige i øvrigt. Men Frede-filmene er lavet i samme tid og ånd. Der er en god blanding af lystspil, satire og falden-på-halen-komik, og de danske rammer fungerer mægtigt godt til en parodi på denne store genre.
Der er et enkelt minus eller to. Jeg savner skurke a la Poul Bundgaards håndlanger i den første film. Dirch Passer træder ganske vist til og er mægtigt skæg, men her er tale om en cameo-rolle med kun to scener.
Smith og Frede kan bære den. Det er en god og sjov 2’er, og jeg nød gensynet. En herlig hyggefilm fra den danske filmskat. Men forgængeren er bedst, trods alt.
