Smid mor af toget (Throw Momma from the Train) er en krimikomedie fra 1987 instrueret af Danny DeVito, som også spiller den ene hovedrolle. Den er inspireret af Alfred Hitchcocks Strangers on a Train.
Larry (Billy Crystal) er en succesløs forfatter, som underviser i skrivekunsten, og Owen (DeVito) er en af hans kursister. Førstnævnte hader sin ekskone, som ovenikøbet har stjålet hans bog og udgivet den i sit eget navn. Sidstnævnte hader sin gamle moder.
Lige som i Hitchcocks film ønsker de begge deres respektive plageånd døde, men de er dybt begravet i motiver, og løsningen er at bytte mord. Den regner Owen ud, og han tror, det er Larrys idé, så han sætter straks i gang med at udføre sin del af aftalen.
Det er en god, gammel forvekslingskomedie, og efter en lidt tør indledning kommer den godt i gang, da Larry finder ud af, hvad Owen har gang i, og går i panik. Der er nemlig ingen plan overhovedet, og mens de skvatter rundt i fedtefadet, vil Owen også af med sin mor.
Den kan sammenlignes med bl.a. So I Married an Axe Murderer og The Cable Guy. Begge er komedier med et tilsvarende strejf af krimi, og alle tre kæmper med at finde balancen og den nødvendige mængde humor.
Der er rigtigt sjove scener, hvor Crystal og DeVito finder kemien. Plottet er også spændende. Man skal se, hvor det hele ender. Men den kæmper som sagt lidt med det, især begyndelsen og finalen.
I skrivende stund kan du se den på Prime.