Smokey and the Bandit, også kendt på dansk som Det vilde ræs, er en actionkomedie fra 1977 med Burt Reynolds, Sally Field, countrysangeren Jerry Reed og gode, gamle Jackie Gleason som den sejeste landevejsstrømer i Hollywoods filmhistorie, sherif Bufford T. Justice.
Burt spiller truckeren Bo “Bandit” Darville, der accepterer en udfordring om at fragte 400 kasser øl fra Texarkana til Atlanta på 28 timer. Det er en tur på mere end 2.800 km i alt, og det er ulovligt at fragte øl henover statsgrænserne, så Bandit allierer sig med en god kammerat, Cledus “Snowman” Snow, så han selv får frie hænder til at drøne rundt i en sort Trans-Am og fjerne opmærksomheden fra lastbilen med de “varme” øl.
Som om det ikke var nok, samler han en bortløben brud (Sally Field) op på vejen, og hun er på flugt fra sin lige-ved-og-næsten svigerfar, den famøse sherif Bufford T. Justice.
Sherif Bufford T. Justice med sin uduelige søn.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set filmen, da jeg voksede op, og jeg har tydelige minder fra allerførste gang, jeg så den. Det er (stadig) en fantastisk film, der først og fremmest byder på tempofyldt action i form af biljagter, biljagter og atter biljagter, men også repræsenterer en tidsånd, som var allestedsnærværende dengang.
Lovløse landevejshelte
Herhjemme havde vi Olsen-banden, og amerikanerne havde lovløse landevejshelte som Bandit, Rubber Duck (Convoy) og Kowalski (Vanishing Point). Mens man kan sige, at vi i Danmark er blevet mere og mere småborgerlige, lever tidsånden stadig her og der i USA – hvis ikke i praksis, så i det mindste i deres egen selvforståelse.
Dermed ikke sagt, det er en samfundskritisk film. Det slog mig bare, at den med største naturlighed hylder lovløsheden og de mange, mange oprør mod lovens lange arm, som ikke kun kommer fra Bandit og Co. selv, men også fra alle de mennesker, der hepper på ham og giver en hjælpende hånd.
Men det er en anden snak, og som nævnt er det først og fremmest en tempofyldt actionkomedie, der stadig holder efter alle disse år. Jeg vil vove den påstand, at de kunne filme en ny film lige sådan, og den ville stadig gå rent ind hos publikum i dag. Naturligvis er de mange bilstunts forholdsvis små i forhold til nutidens film, men de hører til i handlingen, og der var ikke et eneste sted, hvor jeg tænkte, der var gjort for meget eller for lidt.
Hitchcocks yndlingsfilm
Filmen var et såkaldt “sleeper hit” og fik en skidt premiere, men den endte med at blive den næststørste biografsucces i 1977. Den er siden blevet en klassiker, der nyder anerkendelse fra nær og fjern. Selveste Alfred Hitchcock har kaldt den en af sine yndlingsfilm.
Burt og Sally i et ømt øjeblik.
Burt Reynolds, der kaldte manuskriptet det værste, han nogensinde har læst, men stadig gerne ville lave filmen, fordi instruktøren og stuntmanden Hal Needham var en af hans gode venner, har siden fortalt, den er hans personlige favorit og var den sjoveste film at lave. Men det hører naturligvis med til historien, at de improviserede det meste af dialogen i stedet for at følge manuskriptet – og Burt blev kæreste med Sally Field som en ekstra lille bonus.
En film er en sum af alle dens dele, og når alle delene fungerer – og endda er fremragende – er resultatet en tidløs filmperle. Burt og Sally er skønne sammen, og deres nemesis, sherif Bufford T. Justice er en kultfigur fra allerførste gang, han åbner munden. Når man pakker karakterer som deres ind i en velproduceret og ualmindeligt god actionkomedie, er det umuligt at ramme ved siden af.
Desværre mistede vi Burt Reynolds den 6. september 2018. Hvil i fred, Bandit.
