Snatch

Brad Pitt som den irske sigøjner-bokser, Mickey “One Punch” O’Neil.

Snatch er en krimikomedie fra år 2000 skrevet og instrueret af Guy Ritchie. Det er en slags uafhængig opfølger til Lock, Stock and Two Smoking Barrels med mange af de samme aktører i nye, men lignende roller.

Jason Statham er en boksepromotor i vanskeligheder, fordi en irsk sigøjner (Brad Pitt) sender hans sværvægter på hospitalet to dage før en stor kamp. Han må derfor hyre Pitt til at overtage boksehandskerne.

Imens kæmper filmens øvrige persongalleri om en uvurderlig diamant fra Antwerpen.

Det er en gangsterkomedie i samme sorthumoristiske ånd som Ritchies førnævnte debutfilm. Han dyrker Londons kriminelle arbejderklassemiljøer og krydrer den med karikaturlignende overdrivelser og et fyldigt, farverigt persongalleri.

På sin vis – og især dengang – er han den britiske Quentin Tarantino. Han har utvivlsomt set Pulp Fiction, og der er visse ligheder i brugen af dialog og særprægede karakterer. Men hans film er umiskendeligt britiske, mere løsslupne og sjovere.

Snatch er mesterværket i hans filmografi. Det er små marginaler, men jeg synes, han har taget alle de gode erfaringer og bedste idéer med sig fra debutfilmen og skabt et endnu bedre værk i sit andet forsøg.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.