Solaris er en russisk science fiction-thriller fra 1972 baseret på en roman fra 1961. Den følger Kris Kelvin, en psykolog, der sendes ud til en årtier gammel rumstation i kredsløb om planeten Solaris. Her erfarer han, at mandskabet plages af mystiske besøg.
Det er en film med en besynderligt lang, dræbende langsom, tilsyneladende kunstnerisk indledning. Forestil dig en russisk kunstfilm. Den er præcis sådan. I begyndelsen. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom igennem, men det lykkedes, og da den når til rumstationen, bliver den overraskende god og interessant. Det er som to vidt forskellige film.
Jeg vil derfor holde mig til den interessante del. Her er tale om old school science fiction og et mysterie, der minder mig om en episode af Star Trek. Det ville ikke overraske mig, hvis den faktisk har inspireret en eller flere episoder. Der er i hvert fald elementer, jeg genkender fra andre film og serier uden dog at kunne placere dem helt nøjagtigt.
Det er godt. Det er det, jeg elsker ved science fiction. Det er velfortalt, spændende og fascinerende. Det er af samme grund dødærgerligt, at indledningen er så besynderlig. Den essentielle information kunne de have skåret ned til 10 minutter eller mindre. Eller bare leveret den på en helt anden måde.
