Roberto Benigni som Jacques Gambrelli, senere Clouseau Jr.
Son of the Pink Panther er en komedie fra 1993 skrevet og instrueret af Blake Edwards, som er manden bag alle filmene i serien, undtagen Inspector Clouseau fra 1968 med Alan Arkin i titelrollen.
Det er den niende og sidste film, men det er også det andet forsøg på at fortsætte serien med en ny komiker efter Peter Sellers’ død. Denne gang forsøger de med Roberto Benigni, som dengang var populær i hjemlandet, Italien, men endnu ukendt i den øvrige verden.
Han var dog ikke førstevalget. Edwards flirtede længe med Kevin Kline, men det lykkedes ikke.
Som titlen antyder, spiller Benigni den hidtil ukendte søn af Clouseau og Maria Gambrelli. Hun var mordmistænkt i den første efterfølger, A Shot in the Dark, hvor hun blev spillet af Elke Sommer. Denne gang spilles hun dog af Claudia Cardinale, som havde en anden rolle i den første film. Spøjst, men okay.
Sønnen er trådt i sin fars fodspor, men han er blot en cykelbetjent, og han bor stadig hjemme. Skal han forestille at være ung? Benigni er ældre end Sellers var i den første film, og han ser endnu ældre ud.
Fantasiløst genbrug
Han rodes tilfældigt ind i en kidnapningssag, og pludselig frygter skurkene, han har set for meget. Hvilket fører til en plottråd, Edwards har brugt alt for ofte, nemlig gentagende attentatforsøg på hovedpersonen.
Han genbruger endda meget af den samme komik fra tidligere film. Det er som om, han ikke har fået en ny idé siden 70’erne. Eller også forsvandt magien, da Sellers døde. Det er i hvert fald fantasiløst.
Jeg kender ikke Benigni, og jeg ved ikke, om han er sjov i andet. Men han har ikke Sellers evne til at ramme inkompetencens gyldne knudepunkt. Han overdriver, imiterer og fejler på alle niveauer. Han er en sølle kopi.
Det eneste, jeg har lyst at rose, er introen, hvor Bobby McFerrin mfl. giver sit bud på en acapella-udgave af den gamle kendingsmelodi. Det er nyt, og det har den friske energi, resten af filmen burde have.
Den får en hård dom. Bare spring den over.
