Spider-Man: No Way Home er den tredje film med Tom Holland som vores venlige nabolagsedderkop, og den 27. film i Marvels filmunivers. Den afrunder en trilogi, men det er næppe Spider-Mans svanesang i MCU.
J. Jonah Jameson har afsløret Peters hemmelige identitet til hele verden. Men det medfører ikke bare en omgang ufrivillig berømmelse. Spider-Man udpeges også som skurken, der myrdede den interdimensionelle helt, Mysterio. En rigtigt træls situation.
Peter søger derfor hjælp hos Doctor Strange. Magisk hjælp, naturligvis. Han må kunne fikse alting på den ene eller den anden måde. Uheldigvis går det galt. Peter fucker med formularen, og det udløser flere uventede besøg fra andre universer.
Det er en fantastisk superheltefilm. Den hidtil bedste med Tom Holland, og en af de bedste i MCU. Ikke mindst pga. storslået action, men også fordi historien er perfekt. Den rummer masser af nørdet sci-fi-guf, men den bringer også alt det bedste frem i Spider-Man.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Det er en historie med tyngde og konsekvenser. Peter mister tante May. Hun træder i den manglende onkel Bens sted. Det er en afvigelse ift. tegneserierne, men det fungerer godt, og det giver Spider-Man den enorme skyld- og ansvarsfølelse, der hører til.
De uventede gæster er en god omgang nostalgi. Det er både skønt og sjovt at se dem igen, men det er også enormt tilfredsstillende. Pga. de mange reboots er de to tidligere filmserier endt uafsluttede. Den ene mere, end den anden. Dette gensyn er både en hyldest og en forløsning.
Men det er også bare et godt tvist i en film fuld af overraskelser. Det er endda en af den slags idéer, der kunne gå galt på 14.000.605 måder. Men de har fundet den ene, hvor det gik godt. Det fortjener ros og anerkendelse.
