Terence Stamp som Toby Dammit.
Spirits of the Dead (Histoires extraordinaires) er en fransk filmatisering af tre fortællinger af den amerikanske forfatter og digter, Edgar Allan Poe.
Jane Fonda er en tøjleløs grevinde, der lever et overdådigt luksusliv med lige dele liderlighed og lagkage. Hun forelsker sig i sin fætter, baron Wilhelm, spillet af hendes rigtige bror, Peter Fonda, og pludselig virker al den meningsløse sex meningsløs.
Heldigvis er det ikke den slags film, og Peter afviser Jane, før de når længere end til intense blikke. Men en forsmået kvinde kan være livsfarlig, siger de.
Den næste fortælling følger Alain Delon som en sadistisk bølle, der nyder at tyrannisere andre, men hver gang konfronteres han af en mystisk dobbeltgænger.
Terence Stamp runder af som en fordrukken filmstjerne, der ankommer til Rom for at medvirke i en katolsk western om Kristus genkomst til den øde prærie. Men det italienske mediecirkus bliver en tand for meget, og han stikker af fra det hele.
Jeg har aldrig læst Edgar Allan Poe, men jeg kender nogle af hans historier fra Halloween-afsnittene i The Simpsons samt den spekulative thriller, The Raven, med John Cusack i rollen som forfatteren selv. Han er kendt for sine makabre fortællinger og krimigåder samt flere digte om en mands besættelse af en død kvinde.
Besættelse er også et tema i filmens historie. De tre hovedpersoner hjemsøges og drives til vanvid af – som titlen antyder – døde ånder, eller måske deres egen samvittighed?
Uhygge savnes
Omslaget på min DVD beskriver den som en skrækperle. Jeg må dog sige, at jeg savner uhygge i den første historie. Den er dramatisk, men hverken makaber eller særligt skræmmende.
Jeg var mere underholdt af Jane Fondas mange kostumer, der minder mig om Barbarella, hendes erotiske rumeventyr fra samme år. De er begge instrueret af Roger Vadim.
Jane Fonda som grevinde Frederique.
Uhyggen dukker op i næste historie. Her er nogle af de makabre elementer, Poe er kendt for, samt en ildevarslende stemning og et godt dobbeltgænger-mysterie. Der er tilføjet sexploitation-godbidder, og jeg var fint underholdt, selvom instruktøren Louis Malle var utilfreds med både Delon og Brigitte Bardot og aldrig blev rigtigt engageret i projektet.
Psykedelisk rutsjetur
Desværre forsvandt uhyggen igen i den sidste historie, der er en psykedelisk rutsjetur med Stamp som kamikazepilot på flugt fra djævelen.
Egentlig har den elementerne til uhygge, men den drukner det hele i et uforståeligt, stilistisk kaos, og jeg savnede en historie. Forklaringen kan være, at instruktøren Federico Fellini kun anvendte slutningen af Poes fortælling.
Det er en sølle skrækperle. Der er for lidt uhygge samlet set. De første to historier er velfortalte, men kun nummer to er en gyser. Nummer tre er bare kaotisk.
