Star Trek: Strange New Worlds er en science fiction-serie fra 2022 skabt af Akiva Goldsman, Alex Kurtzman og Jenny Lumet. De tre har sammen og hver for sig arbejdet på adskillige andre genreserier som skabere, producere eller forfattere, ikke mindst Star Trek: Discovery og Star Trek: Picard.
Det er den 11. serie i Star Trek-franchisen, og det er et spin-off til førnævnte Discovery. Handlingen følger et mandskab ombord på rumskibet Enterprise. Den foregår efter anden sæson i Discovery og mere end 10 år før James T. Kirk overtager posten som kaptajn jvf. den oprindelige serie.
Fans ved naturligvis, den oprindelige TV-pilot havde en anden kaptajn, Christopher Pike, og ham mødte vi i en ny udgave i Discoverys anden sæson. Det er derfor helt på sin plads, han leder Enterprise, for han har altid været skibets første kaptajn.
Han får selskab af Spock, der også var en del af mandskabet under Pike i TV-piloten. Det er den samme Spock, vi mødte i Discovery. Derudover er der en nyuddannet kadet ved navn Uhura, som mange vil huske fra originalen. Hun er en af mandskabets rookier, men hun får rig mulighed for at shine.
Der er også andre karakterer med relationer til gamle kendinge, men jeg vil ikke afsløre alt. Lad os gemme lidt til du selv ser den.
Tilbage til rødderne
Strange New Worlds er som nævnt et spin-off fra Discovery, der brød mange traditioner ift. de andre serier i franchisen. Men den nye serie følger det klassiske koncept med ugentlige missioner og fortællinger. Det vil utvivlsomt behage mange gamle fans.
Den visuelle stil minder om anden sæson i Discovery, hvor Pike og Spock blev introduceret. Uniformerne er inspireret af originalen, men opgraderet. Det er en moderne serie, men man mærker hvor inspirationen kommer fra.
Handlingen er god og velskrevet. Præmissen er opdagelse, og selvom der er lidt action her og der, er fokus på mystiske fænomener, nye verdener og al den jazz. Det er Star Trek som i de gode, gamle dage.
Jeg blev rigtigt glad for Pike og Spock i Discovery, og jeg nyder deres fortsatte eventyr sammen. Det er en god, underholdende science fiction-serie, der fortjener masser af kærlighed.
Du kan se den på Paramount Plus.